Dalende omsætning i Naturgas Fyn
Selvom halvårsregnskabet for 2012 viser en tilbagegang hos Naturgas Fyn, ser forsyningsvirksomheden selv optimistisk på resultatet.
Samtidig med en tilbagegang i omsætningen er overskuddet før skat også faldet fra 80,8 mio. kr. i 1. halvår 2011 til 68,3 mio. kr. i år – et samlet fald på 12,5 mio. kr.
- Udviklingen skal ses som et naturligt resultat af at Naturgas Fyn 1. januar nedsatte distributionstarifferne med 15 % samt 1. april nedsatte forsyningspligtprisen med 50 øre pr. m3 naturgas. På baggrund heraf vurderes det som meget tilfredsstillende, at resultatet overstiger forventningerne for perioden, skriver Naturgas Fyn i en pressemeddelelse.
I perioden er forsyningsvirksomhedens nettorentebærende gæld blevet nedbragt med 90 mio. kr. i forhold til samme tidspunkt i 2011 fra 679 mio.kr. til 589 mio.kr.
- I et marked med stadig stigende konkurrence, finder jeg det tilfredsstillende, at vi har formået at levere et halvårsresultat, som ligger så relativt tæt på halvårsresultatet i det historisk gode 2011. Resultatet medvirker til en fortsat styrkelse af Naturgas Fyns økonomiske fundament, lyder det fra bestyrelsesformand Anker Boye.
Forventninger til 2012
Ledelsen i Naturgas Fyn forventer et positivt resultat for Naturgas Fyn A/S i 2012 på et lidt lavere niveau end det historisk gode resultat i 2011.
- Det gode resultatet for 1. halvår 2012 styrker grundlaget for Naturgas Fyns fortsatte ekspansion, blandt andet ved investeringer i biogasproduktion, opgradering af biogas samt udbygning af infrastrukturen inden for gas til transport, lyder det fra administrerende direktør Bjarke Pålsson.