23948sdkhjf

Læk: EU-Kommission arbejder med tre veje til billigere energi

Mindre brug af strøm i dyre perioder og prisloft for energiselskaber er fortsat i spil, viser lækket dokument

I sidste uge fremlagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fem forslag, som skal sikre forbrugere og udsatte virksomheder billigere energi.

Efter en uges forhandlinger med EU-landene er EU-Kommissionen gået videre med tre af forslagene. Det viser et lækket udkast, som Ritzau har set.

Udkastet indeholder ikke et loft over prisen på russisk gas. Det var ellers blandt de fem forslag, som Ursula von der Leyen fremlagde onsdag i sidste uge. Men forslaget har stødt på modstand fra lande, der frygter at miste adgangen til gas.

I dokumentet lægger EU-Kommissionen til gengæld forsat op til, at EU-landene skal reducere forbruget af el i de dyreste timer. Men det mest kontroversielle forslag er et prisloft, der vil ramme selskaber, der producerer elektricitet via blandt andet sol- og vindenergi.

Ifølge EU-Kommissionen tjener nogle energiselskaber store summer på de høje elpriser, fordi de kan producere billigt via eksempelvis sol-, vind- eller atomkraft. De penge vil EU-Kommissionen i stedet omfordele til udsatte forbrugere og mindre virksomheder.

- En koordineret indsats for at reducere efterspørgslen og omfordele overskydende indtægter til udsatte forbrugere er den bedste måde at klare udfordringerne denne vinter, hedder det i dokumentet fra EU-Kommissionen.

Det er dog den forkerte vej at gå, mener den danske erhvervsorganisation Dansk Erhverv.

Ifølge markedschef for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv Ulrik Bang risikerer EU-Kommissionen at give forbrugerne falske forhåbninger før en dyr vinter.

- Det er populisme af værste skuffe. Dybest set kommer man til at bilde borgerne ind, at man kan løse problemet, men det kan man ikke. Og så bliver folk skuffede, siger Ulrik Bang.

- Det vil ikke virke på prisen. Og man øger usikkerheden i forhold til at investere i grøn energi, som eller er det, vi har brug for mere af, siger han.

Ulrik Bang mener, at EU i stedet burde fokusere på at gøre det indre marked mere effektivt. Øgede investeringer i produktion og infrastruktur vil øge mængden af strøm og dermed bringe prisen ned.

Samtidig vil EU ifølge Ulrik Bang også med fordel kunne forhandle med venligsindede leverandører som Norge, Kasakhstan og Algeriet om at levere billigere gas til EU.

Udkastet fra EU-Kommissionen indeholder ikke konkrete tal, så det er uvist, hvor meget EU-Kommissionen forventer at kunne reducere elprisen med. Men dokumentet giver et blik ind i de overvejelser, som EU-Kommissionen gør sig inden tirsdagens møde i Strasbourg.

Her ventes EU-Kommissionen at diskutere de forskellige forslag til at reducere energipriserne.

Ud over mindre forbrug i de dyre timer og et prisloft for elproducenter indeholder udkastet også et forslag om "et solidaritetsbidrag" fra selskaber, der producerer fossil energi.

Det er ikke meldt ud, om der vil komme en præsentation af forslagene om energi tirsdag, eller om de vil blive gemt til onsdag.

Her skal EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, holde sin årlige tale om Den Europæiske Unions tilstand.

Talen indeholder normalt flere politiske initiativer, som EU-Kommissionen ønsker at gennemføre i den kommende tid.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Energikrise.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094