23948sdkhjf

Ringkøbing-Skjern vil have kystnære havvindmøller

Kyststrækningen mellem Hvide Sande og Søndervig er perfekt til en kommende vindmøllepark. Det mener i hvert fald Ringkøbing-Skjern Kommune.
Et enigt byråd i Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder for en kystnær vindmøllepark i området omkring Vesterhav Syd. Det skriver kommunen i et høringssvar til Energistyrelsen.

- Vi kan i tæt dialog med lokale interessenter skabe grundlaget for et velforankret projekt, der vil bidrage væsentligt til at fremme overgangen til vedvarende energi. Det vil samtidig falde naturligt ind i kommunens målsætning om at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi, siger borgmester Iver Enevoldsen.

Energistyrelsen har udarbejdet en række forslag til mulige placeringer af kystnære møller i Danmark, hvor blandt andet kyststrækningen ud for Ringkøbing-Skjern Kommune er med - det såkaldte Vesterhav Syd.

Lokal forankring
I høringsbrevet kommer kommunen med en række anbefalinger. Herunder blandt andet, at det screenede område i Vesterhav Syd fastholdes som et egnet område til kystnære havvindmøller. Kommunen anbefaler også, at en fremtidig møllepark kommer til at strække sig fra Hvide Sande Havn i syd op til Søndervig i nord.

Kommunen har i høringssvaret vedlagt et skitseret forslag til et egentligt projekt med en bred lokal forankring.

- Vi er allerede i kontakt med lokale foreninger, og der er ingen tvivl om, at en møllepark vil få en positiv indvirkning på kommunen. Det gælder naturligvis i forhold til kommunens Energi2020-målsætning, men i høj grad også i forhold til beskæftigelse og andre lokale indtjeningsmuligheder, siger Iver Enevoldsen, blandt andet med henvisning til udvidelsen af Hvide Sande Havn.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094