23948sdkhjf

Virksomheder ser ind i gasmangel: DI vil fremskynde biogasudbud

I en rundspørge fra Dansk Industri svarer ni ud af ti selskaber, at europæisk gasmangel vil ramme omsætningen

Ni ud af ti danske virksomheder vil blive ramt på deres omsætning, hvis ikke der kommer tilstrækkeligt med gas til Danmark og Europa.

Det fremgår af en ny rundspørge, som Dansk Industri (DI) har lavet blandt sine medlemmer. Her svarer hver femte af de adspurgte virksomheder, at en gasmangel vil påvirke deres omsætning i høj eller meget høj grad.

De europæiske gaslagre er fyldt op, så en decideret gaskrise er ikke lige rundt om hjørnet, påpeger Troels Ranis, som er branchedirektør i DI Energi.

- Der er reserver til rådighed til gasefterspørgslen hen over vinteren. Men det betyder ikke, at vi ikke står i en vanskelig situation - det gør vi. Og der skal spares på energien, hvis vi skal trygt igennem vinteren, siger han.

Det er de største gasforbrugere i Danmark, som står til at blive ramt hårdest, understreger Troels Ranis. De er på listen over såkaldte ubeskyttede gaskunder og vil som led i en nødplan blive helt eller delvist afskåret fra gastilførsel, hvis der officielt bliver erklæret gaskrise i Danmark. På listen er blandt andre Arla Foods og Rockwool.

I lyset af undersøgelsen ønsker Dansk Industri, at den danske produktion af biogas bliver udvidet. Sidste år udgjorde biogas omkring en fjerdedel af det danske gasforbrug. Men DI ser gerne, at produktionen bliver udbygget langt mere, og at Danmark løsriver sig helt fra gas i 2027.

- Der er brug for, at vi accelererer produktionen af biogas i Danmark. Vi har Europas største biogasanlæg i forhold til vores forbrug, men allerede i 2027 kan vi få et 100 procent grønt gasforbrug, hvis vi vil det, siger Troels Ranis.

- Det kræver, at vi fremrykker udbuddet af biogasproduktion, så vi kan få bygget flere anlæg i hele Danmark, tilføjer han.

På Christiansborg er det politisk aftalt, at gassystemet skal være 100 procent grønt i 2030. Men den ambition bør fremskyndes, mener altså Dansk Industri.

- Biogasbranchen er klar til at tage arbejdstøjet på, hvis udbuddene bliver fremrykket. Vi har et robust råvaregrundlag til at øge biogasproduktionen i Danmark markant i forhold til, hvor vi er i dag. Og det synes vi, at vi skal gøre, siger Troels Ranis.

Dansk Industri har i deres analyse adspurgt 635 virksomheder. Rundspørgen blev lavet i starten af september.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109