23948sdkhjf

Uvist hvordan Siemens Gamesa-fyringer rammer danske fabrikker

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa annoncerede torsdag, at man vil skære 2.900 stillinger. 800 af disse skal findes i Danmark, men det er endnu ikke offentliggjort, hvordan de fordeles mellem lokationer.

- Vi ved ikke noget endnu. Hverken om arbejdsområder eller lokation. Det, vi ved, er, at der skal skæres op mod 800 stillinger, fordi vi nogle steder har overkapacitet, siger kommunikationschef i Siemens Danmark, Sanne Frimor Petersen, til Nordjyske.

På koncernens vingefabrik i Aalborg arbejder cirka 1.600 medarbejdere.

I Vejle har Siemens Gamesa cirka 800 medarbejdere i en udviklingsafdeling, men heller ikke her kan der kastes mere lys over fordelingen. Vejles borgmester Jens Ejner Christensen pointerer dog, at fabrikken ved tidligere lejligheder er gået fri af fyringsrunder.

- Det har vi intet hørt om, og det er altid trist nyhed, når der nedlægges arbejdspladser uanset, hvor det rammer. Umiddelbart tror jeg ikke, at Siemens Gamesas udviklingsafdeling i Vejle bliver ramt - i hvert fald ikke i stort omfang. Hvis det havde været tilfældet, så er jeg overbevist om, at vi havde fået et varsel, inden der blev meldt ud, siger Jens Ejner Christensen til Vejle Amts Folkeblad.

I Brande, hvor den danske hovedafdeling ligger, har formand for Metal i Herning Egon Nykjær heller ikke hørt yderligere.

- Det er en meget bekymrende melding vi har hørt. Vi kender indtil videre ikke konsekvenserne for virksomheden i Brande. Medarbejderne bliver orienteret i morgen fredag, og jeg mødes med tillidsfolkene fredag eftermiddag, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

I oktober starter Siemens Gamesa lokale forhandlinger, der skal munde ud i det endelige antal afskedigelser.

Originalartikler:

https://vafo.dk/artikel/masser-af-job-i-fare-vejles-borgmester-er-rolig-mens-formanden-for-300-metalarbejdere-er-bekymret-2022-9-29

https://nordjyske.dk/nyheder/erhverv/siemens-skal-massefyre-uvished-i-aalborg/3456248

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173