23948sdkhjf

Se billederne: Her festede de for gigantiske møller

Møllerne i testcentret er tydelige i landskabet. 30-årige Daniel Gade kan se dem fra sin bolig på Grønbjerg mellem Østerild og Hunstrup, men de generer ham ikke og har aldrig gjort det. Heller ikke for 10 år siden, da planerne om testcentret i Østerild Plantage blev mødt med en storm af protester.

- Dengang boede jeg i Hunstrup, men hæftede mig ikke meget ved balladen. Det var ikke noget, der påvirkede mig, siger Daniel Gade. I dag er møllerne og testcentret i Østerild Plantage en del af lokalområdet, og når de står, hvor de står, er det fordi der var her, der var plads, konstaterer Daniel Gade, der sammen med sin søn, Frederik på tre år, var taget på tur til testcentret, som i denne weekend fejrer 10 års fødselsdag.

Protesterne er for længst stilnet af til fordel for en tilstand af fredelig sameksistens og en udbredt forståelse for nødvendigheden af dels at have faciliteter til at udvikle fremtidens vindmøller, dels for at være på forkant med den grønne omstilling.

Vil vi være med, må vi gøre noget. Jeg synes om ideen - og det ser heller ikke ud som om, naturen har taget skade, siger Daniel Gade.

Gerda og Søren Bertelsen fra Frøstrup husker også balladen, da testcentret skulle etableres.

- Det startede med protester, men nu er det endt i fredelig sameksistens. Det er lidt ligesom med Thy-lejren. Den er i dag også accepteret som en del af området, mener parret som tilskriver protesterne mod centret lige dele frygt for og ukendskab til, hvad det ville få af konsekvenser.

- Det skabte usikkerhed fra en start, men i dag tænker vi ikke over det. Møllerne er her og de tjener et formål, siger de.

Det er erhvervsminister Simon Kollerup (S) helt enig i. Han var en i rækken af festtalere i anledning af 10-årsdagen for åbningen af testentret, hvor møllerne i dag står som symboler på grøn omstilling og på et grønnere samfund.

- Vi har skabt noget lokalt, vi kan være stolte af. Men vi kan kun skabe grøn omstilling, hvis vi forsker og udvikler, sagde Simon Kollerup, som også kom omkring historien om de træklatrende modstandere af centret dengang for 10 år siden.

Ministeren kaldte dem "det tilrejsende nærdemokrati", men konstaterede også, at det, der blev protesteret imod i dag både er en driver for forskning og udvikling, men også en "giganternes legeplads", der er blevet en turistmagnet.

Der er altid lokal bekymring, når der sættes nye anlæg op. For 10 år siden gik bekymringen blandt andet på naturen, men også på møllerne. I dag oplever vi lokal opbakning og ser, at grøn omstilling er blevet et positivt begreb, hvor testcentret er med til at give Danmark den grønne førertrøje, siger Simon Kollerup.

Skal den grønne førertrøje bevares, skal tre forudsætninger for udvikling være opfyldt, sagde CSA Anders Vedel, Vestas. Det er uddannelse af nye forskere, testfaciliteter og en stærk industri på området.

Testcentret i Østerild er en væsentlig brik. Her er mulighed for at teste verdens største møller og dermed også mulighed for at skrive nye kapitler i det, rektor Anders Bjarklev, DTU, kaldte en succeshistorie om bæredygtig udvikling og innovation.

Nogle af de, der skal skrive nye kapitler i succeshistorien, er fremtidens forskere på området. Mathilde Vester og Astrid Lund Paulsen, er begge kandidatstuderende i anvendt kemi på DTU. De var taget til Østerild med deres "DTU Science show", som nu er tilført indslag om vind og vindenergi.

- Vi har bygget vores egen lille mølle - og taget vores egen vind med - en løvblæser, forklarede de inden de tændte for vinden og fik møllen til at snurre så der kom lys i lampen. Og herfra gik det stærkt med en understregning af, at det handler om at teste og teste igen, hvis man vil blive klogere.

Også når det gælder klogere på vind, som har mega stor betydning for både grøn energi og grøn omstilling i det hele taget.

- Derfor er vinden nu integreret i vores science-show, lød forklaringen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117