23948sdkhjf

Klumme: Nettomålerordningen sikrer værdifulde energibesparelser for private midler

Så er der igen blevet sat spørgsmålstegn ved nettomålerordningen…
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har til fagbladet Licitation udtalt, at »Vi vil se på mulighederne for at lave en ordning, der tilgodeser også større anlæg, end det i dag er muligt at opsætte. Det er meget lukrativt at investere i solceller i dag, og det er ikke sikkert, at vi kan fortsætte den nuværende ordning. Vi overvejer at ændre ordningen fremadrettet, så man belønnes mere for større anlæg end for mindre anlæg.«

I Dansk Solcelleforening mener vi, at det er en meget uheldig udmelding. Solcellemarkedet boomer i øjeblikket, og usikkerhed og uklare meldinger kan skabe en endnu større efterspørgsel, efterfulgt af et tilsvarende brat fald. Og netop den slags GO-STOP bevægelser er meget uheldige for en branche med mange nystartede firmaer og med firmaer, der vokser kraftigt – det kan meget nemt koste arbejdspladser og betyde helt unødvendige konkurser.

I Dansk Solcelleforening vil vi meget gerne i dialog med ministeren om ordninger, der kan tilgodese større solcelleanlæg og f.eks. fællesanlæg. Det har vi længe efterlyst. Men vi mener samtidigt, at det er vigtigt, at Danmark holder fast i de grundlæggende og bærende principper i nettomålerordningen – en ordning der er nem at forstå for almindelige mennesker, der investerer ganske mange af deres egne penge på at skabe vores fossilfrie Danmark.

Regeringen lægger meget vægt på energibesparelser, og netop små solcelleanlæg til private ER en energibesparelse. Der betales i øjeblikket ikke til energiselskaberne for nettomålerordningen, der fungerer som en slags låne-lager-ordning. Til gengæld værdisætter vi heller ikke den strøm, der fødes ud i de lokale net i spidsbelastningsperioder, hvor strømmen koster mest. Vi vil i branchen meget gerne i dialog med de relevante aktører om en analyse og værdisættelse af disse parametre, men vi skal passe på, at det ikke bliver for kompliceret, og det skal ikke bruges som springbræt for at sløjfe den gode og simple nettomålerordning for solceller.

Ministeren påstår, at det er meget lukrativt at investere i solceller i dag. Dette regnestykke kan opstilles på rigtigt mange måder, og det afgørende er, hvad man sammenligner små solcelleanlæg under nettomålerordningen med.

Vi mener, at det er afgørende at differentiere energiproduktionen fra solcelleanlæg. Der er små solcelleanlæg, opsat hos private borgere, og der er store kommercielle anlæg, opsat på industritage eller marker. Små anlæg og deres energiforbrug skal karakteriseres som energibesparelser og beregnes som sådan, og store solcelleanlægs energiproduktion skal karakteriseres som reel energiproduktion og sidestilles med f.eks. kraftværkernes og havvindmølleparkernes energiproduktion og økonomi.

Vi har i Danmark opsat gode ambitiøse mål for vores energispareindsats. Vi mener, at solceller til det private boligmarked kan hjælpe med til at indfri disse målsætninger. Solceller skal i denne sammenhæng behandles på lige fod med andre energibesparelser, hvor effekten af en besparelse direkte er koblet til prisen på den kWh, der elles skulle have været købt, og som dermed er sparet. Ud fra dette synspunkt mener vi ikke, der er noget i nettomålerordningen, der er "for lukrativt", og som dermed er en urimelig udgift for staten. Der er jo ingen, der siger til hr. og fru Danmark, at de ikke skal købe energisparepærer, fordi staten så lider et skattetab. Der er heller ikke mange, der opfordrer befolkningen til at købe store benzinslugende biler, fordi det er godt for statskassen. Der er mange eksempler på, at skatteindtægterne falder, når befolkningen opfører sig miljøansvarligt.

Så når ministeren mener at nettomålerordningen er for lukrativ, må vi jo spørge ”i forhold til hvad?”

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke vil give ordningen et service-eftersyn. Men grundlæggende mener vi, at det er en rigtig god ordning til små anlæg til private. Den er nem at forstå for almindelige private el-forbrugere, og vigtigst af alt er den nem at administrere.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078