Solcellerne myldrer snart frem i jysk kommune
Det har i årevis knebet med at anlægge vedvarende energi i Kolding Kommune.
Men den udvikling er nu vendt, og flere projektudviklere er klar til at opføre solcelleparker i store størrelser i kommunen.
Det skriver JydskeVestkysten.
Udover energiselskabet Better Energys kæmpestore projekt på markerne omkring Viuf i Kolding Kommune og Håstrup i Vejle Kommune, som plan- og teknikudvalget netop har sendt lokalplanforslaget for i offentlig høring, så nævner Kolding Kommunes chef for miljø og grøn omstilling, Jakob Weber, fire andre projekter, som kommunen lige nu anser for at være realistiske.
- Det er slet ikke det samme som at sige, at de bliver til noget. Men det er projekter, hvor flere tænker: Lad os nu komme i gang, og hvor placeringerne landskabeligt set ikke er uegnede, siger Jakob Weber til JydskeVestkysten.
Better Energy, European Energy, Jysk Energi og Amplio er blandt de udviklere, der gerne vil opføre solcelleparker i Kolding Kommune. Solcelleparkerne vil kunne levere strøm nok til over 250.000 husstande.