Solcellefirma henter ny direktør i Italien
KlimaEnergi A/S har 15. oktober ansat Jørgen Peter Todsen som ny administrerende direktør.
Han bliver ansvarlig for den daglige drift og fremtidige udvikling af virksomheden.
Han skal arbejde sammen med de nuværende ejerledere, Charlotte og Alex Pedersen, og sikre den fortsatte udvikling af KlimaEnergi i et energimarked med tocifrede vækstrater.
Alex Pedersen fortsætter som salgsdirektør, men giver nu CEO-stafetten videre.
- Vi har haft troen på solceller som vedvarende og rentabel energikilde, siden branchens spæde start i Danmark. Med stigende elpriser og øgede ønsker/krav til grøn omstilling, har KlimaEnergi haft medvind - eller solen i ryggen – særligt de seneste år. Det har været en vanvittig spændende vækstrejse, og jeg er uendelig stolt af de resultater, vi i KlimaEnergi har formået at præstere – endda i et uroligt marked. Nu giver jeg med stolthed stafetten videre til Jørgen, siger Alex Pedersen i en pressemeddelelse.
Arbejdet og boet i Italien
Jørgen Peter Todsen har en baggrund som topleder, dels som General Manager i Dana Motion Systems, Italien, og dels som topleder i flere stillinger i Danfoss Power Solutions. Han har de seneste år boet og arbejdet i Italien og kommer således til KlimaEnergi med international erfaring.
Jørgen Peter Todsen glæder sig til at komme i gang med arbejdet og få sin daglige gang på firmaets domicil i Egtved:
- Gennem mit tætte samarbejde med Alex og Charlotte og KlimaEnergi’s medarbejderne, vil jeg strukturere og udbygge virksomheden, så vi både følger med den meget store efterspørgsel og samtidig forstærker vores markedsledende position på det danske marked, siger Jørgen Peter Todsen.
Artiklen er en del af temaet Navnenyt.