23948sdkhjf

Vandværker finder pesticidrester i de fleste drikkevandsboringer

Grænseværdierne for pesticidrester i drikkevandet var overskredet i 13,5 procent af boringerne

Det er stærkt alarmerende, at der er fundet pesticidrester i over halvdelen af de vandboringer, der er lavet i Danmark i år.

Det mener Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

- Resultaterne af boringerne viser, at vi igen har en rekordhøj forekomst af pesticidrester i vores aktive drikkevandsboringer.

- Det viser, at beskyttelsen af vores drikkevand er utilstrækkelig, siger hun.

Det er vandværkerne, der står bag boringerne. De bruges til at hente grundvand op, som kan sendes ud til borgerne som drikkevand.

Frem til 15. september har vandværkerne i år foretaget 1431 af disse boringer. I 55,3 procent af dem fandt man pesticidrester.

Grænseværdierne var overskredet i 13,5 procent af tilfældene.

- Det er et helt tydeligt signal om, at vi skal skrue kraftigt op for beskyttelsen, siger Maria Reumert Gjerding.

Hun mener, at der er brug for det, som man i andre lande kalder grundvandsparker. Det er store områder under jorden, hvor grundvandet dannes, som beskyttes helt mod pesticider.

Andelen af positive pesticidprøver i forbindelse med vandboringerne i år er mere end fordoblet siden 2016, viser tallene.

Det skyldes primært, at man i dag analyserer for langt flere stoffer, end man gjorde tidligere.

- Men det betyder også, at det danske grundvand har været forurenet i langt større omfang, end man tidligere vidste, påpeger hun.

Niveauerne af pesticidrester i Danmark er dog så lave, at der ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med dem.

Alligevel mener Maria Reumert Gjerding, at man ikke "gambler med en af de vigtigste ressourcer i landet".

- Det er vigtigt, at vi når at trække i håndbremsen, inden det bliver kritisk. Og den gode nyhed er, at vi stadig kan nå det.

Pesticidresterne kommer typisk fra landbrug, der sprøjter deres marker. Over tid kan pesticidresterne sive ned gennem jorden og ned til grundvandet.

Derfor mener hun også, at man i fremtiden bør forbyde brugen af pesticider i alle de områder, hvor fremtidens grundvand dannes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093