23948sdkhjf

Din Forsyning stifter selskab til lokalvarme

Din Forsyning stifter nu et selvstændigt selskab, der skal undersøge mulighederne for kollektive løsninger for varme i lokalområder, der ikke har mulighed for at blive koblet på fjernvarmenettet.

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at stifte Lokalvarme A/S. Jeg kan desværre ikke love, at vi kan hjælpe alle, men jo flere husstande, vi får konverteret fra fossile brændstoffer til mere bæredygtige løsninger, jo bedre. Som den store spiller på forsyningsområdet i Esbjerg og Varde kommuner har vi et samfundsansvar for ikke at lade nogen i stikken – og derfor sætter vi nu i samarbejde med de to kommuner gang i et arbejde, der skal identificere de områder, hvor der kan være mulighed for fælles lokale varmeløsninger, siger bestyrelsesformand i Din Forsyning Kurt Bjerrum i en pressemeddelelse.

Selskabet er klar til at modtage anbefalingerne i de to kommuners varmeplaner, som er på trapperne.

- I Esbjerg Kommune har vi sat os et ambitiøst mål om at være CO₂-neutral i 2030, og her indgår varmeplanlægningen som et redskab til at understøtte dette mål. Vores nye strategiske varmeplan peger netop på, at flere områder har et potentiale i forhold til at etablere lokalvarme. Under udarbejdelsen af planen har der været dialog med flere lokalråd omkring den fremtidige varmeforsyning, og med Lokalvarme A/S kan dialogen rykke ind i en ny og mere konkret fase, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Varmekilde afgørende for valg af bolig

Også Vardes borgmester, Mads Sørensen, ser perspektiverne i det nye selskab.

- Kollektive varmeløsninger er efterspurgt blandt borgerne i Varde Kommune, og med stiftelsen af dette selskab tager vi et vigtigt skridt i retning mod at kunne tilbyde flere en billigere varmeløsning. Varmekilden er i stigende grad afgørende for valg af bolig, og dette selskab er derfor også en investering i at få flere til at bosætte sig i vores område, siger Mads Sørensen.

Vi byder gerne op til dans, men lokalsamfundene skal selv gøre et indledende arbejde. Det kunne i første omgang være i forhold til at undersøge, hvor mange i lokalsamfundet, der er interesseret i en fælles løsning. Kurt Bjerrum, bestyrelsesformand, Din Forsyning

Lokalvarme er en fælles varmeløsning i et lokalområde, der ikke kan kobles på det eksisterende fjernvarmenet. Lokalvarme består af to elementer – et varmeproduktionsanlæg og et distributionsnet.

Det kan bestå af mange forskellige varmekilder: varmepumper, biomassefyr, jordvarme, solvarme, overskudsvarme fra lokale virksomheder mm. Det kan bestå af en enkelt kilde, eller det kan være en miniatureudgave af Fremtidens Fjernvarme, hvor der kan skrues op og ned for de enkelte kilder, alt efter hvilken er billigst og grønnest.

Bidrage med sparring til lokalsamfund

Din Forsyning kan indgå som samarbejdspartner på flere niveauer, hvor forsyningsselskabet kan etablere, eje, drifte og vedligeholde det lokale varmeproduktionsanlæg og distributionsnet i områder, hvor det giver mening, fortæller Kurt Bjerrum.

- Vi kan indgå driftsaftaler med lokalsamfund, som selv vil etablere et lokalejet varmeselskab. Eller vi kan bidrage med sparring til de lokalsamfund, der selv vil etablere og drifte et lokalejet varmeselskab. Derfor er det lokale initiativ altafgørende. Vi byder gerne op til dans, men lokalsamfundene skal selv gøre et indledende arbejde. Det kunne i første omgang være i forhold til at undersøge, hvor mange i lokalsamfundet, der er interesseret i en fælles løsning. Det har vi allerede set i nogle lokalområder, der er godt i gang med det indledende arbejde, siger Kurt Bjerrum.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Din Forsyning
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.609