23948sdkhjf

Vi vil spare på varme og strøm i løbet af vinteren

En ny undersøgelse fra Energistyrelsen viser, at 6 ud af 10 danskere forventer at spare mere på varmen denne vinter sammenlignet med sidste år

Danskerne er klar til at trække de tykke striktrøjer over hovedet og tage de uldne sokker på, når de til vinter opholder sig derhjemme.

61 procent af danskerne svarer nemlig, at de forventer at spare mere på varmen dette efterår og den kommende vinter sammenlignet med sidste år.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat for Energistyrelsen.

- Vi står i en ekstraordinær situation med rekordhøje energipriser og en udfordret forsyningssikkerhed. Det er derfor virkelig godt, at så mange danskere klart tilkendegiver, at de vil spare på varmen hen over vinteren, selvom det sker på en trist baggrund, siger Stine Leth Rasmussen, der er vicedirektør hos Energistyrelsen og fortsætter:

- Men vi skal gerne have endnu flere til at skrue lidt ned på termostaten. Man sparer nemlig omkring 5 procent på varmeforbruget for hver grad, man skruer ned. Og besparelserne har stor betydning. Både for den enkeltes varmeregning, men også for Danmarks energiforsyning. Det er dog vigtigt at holde rumtemperaturen på mindst 18 grader, da man ellers risikerer at få skimmelsvamp i sit hus, forklarer hun.

Det er ikke kun varmen, vi forventer at spare på. 7 ud af 10 danskere angiver i samme undersøgelse, at de forventer at reducere deres elforbrug den kommende vinter sammenlignet med sidste år.

Danskerne er meget motiverede for at spare på energien

I undersøgelsen fortæller 72 procent af danskerne, at de er mere motiverede for at spare på deres elforbrug i dag sammenlignet med for 12 måneder siden. Det er 13 procentpoint højere end i marts 2022, hvor Energistyrelsen lavede en lignende befolkningsundersøgelse.

Danskerne bliver også spurgt ind til, hvad der kan motivere dem til at spare på deres el- og varmeforbrug. Her svarer:

  • 80 procent - At spare penge
  • 50 procent - At mindske Danmarks afhængighed af energi fra Rusland
  • 43 procent – At gøre noget godt for klimaet og miljøet
  • 36 procent – At bidrage til at Danmarks energiforsyning ikke kommer under pres

Hele 61 procent svarer desuden i undersøgelsen, at de er villige til at sænke deres el- og varmeforbrug markant, hvis det hjælper til, at vi ikke løber tør for energi i Danmark.

- Vi kan se, at danskernes lyst til at spare på energien ikke kun handler om at spare penge. Tallene viser også, at danskerne i stigende grad forstår, at vi er i en kritisk situation, hvor vores energiforsyning er udfordret. Og man vil gerne bidrage til at undgå, at vi risikerer at stå i en situation med strømafbrydelser, siger Stine Leth Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109