23948sdkhjf

Populær sommerskole om fjernvarme

Studerende fra hele verden var taget til Danmark for at deltage i sommerskolen og lære mere om fjernvarming og fjernkøling på Ingeniørhøjskolen i Aarhus
Der var godt 50 ansøgere til årets sommerskole om fjernvarme og fjernkøling, der i august fandt sted på Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Så arrangørerne havde frie hænder til at udvælge 25 deltagere, der gennem deres studie og i deres arbejdsliv havde fokuseret på energiplanlægning. Som den næste generation af ingeniører vil de være med til at designe fremtidens energisystem.

- Sommerskolen giver den danske fjernvarmebranche en enestående mulighed for at demonstrere, hvad fjernvarmeinfrastruktur kan tilføre energisystemet, og hvad danske virksomheder kan levere, lyder det fra Fjernvarmens Udviklingscenter.

Bedre adgang til viden
Der er kun ganske lidt undervisning i fjernvarme på danske og udenlandske videregående uddannelser, og fjernvarme har kun begrænset udbredelse, ligeså snart man forlader Danmark. Derfor havde sommerskolen – som i de tidligere år - et indførende fokus. Og det er netop den generelle indføring, der har trukket de studerende til Danmark.

Mange af de studerende er blevet gjort bekendt med eksistensen af fjernvarmeteknologiens muligheder, men har ikke haft muligheden for at finde flere generelle informationer om fjernvarmeinfrastruktur i deres hjemlande.

- Vi er bekendt med fjernvarme- og fjernkølingsteknologi. Men vi har ingen praktisk erfaring, og vores teknologi er ikke nær så udviklet som i Europa, lød det fra Cordova Cordova, der havde taget turen hele vejen fra Indonesien. Han ser gode muligheder for fjernkølingsteknologi på det Indonesiske marked, hvor energiforbruget er stadigt stigende, og efterspørgslen efter køling er enorm.

Også danske studerende er vendt hjem fra udlandet for at lære om Dansk fjernvarme. En af dem er Sune Møller, der arbejder og læser i England. Han er kommet til Danmark for at få et basalt kendskab til fjernvarme.

- Det engelske varmemarked er ikke udviklet. Men der er stort potentiale. Jeg synes, det er interessant at beskæftige sig med fjernvarme, fordi energisektoren er et fokusområde, hvor der kommer til at ske mange ting, siger Sune Møller, der håber at komme til at arbejde i den engelske energisektor.

Og de studerende har tilsyneladende haft godt udbytte af deres ophold, for flere af de studerende imponerede så meget, at deltagende virksomheder tilbød praktikophold. På den måde er sommerskolen, der begyndte for tre år siden, for alvor begyndt at opfylde sin hensigtserklæring om at udbrede kendskabet til fjernvarme som teknologi og skabe netværk mellem fagfolk og studerende.

Det er arrangørernes forventning, at sommerskolen har etableret et så godt ry, at de kommende år vil spille en væsentlig rolle i udbredelsen af fjernvarme som forsyningsform.

Værd at vide
Sommerskolen blev arrangeret af Aarhus Universitet, Ingeniørhøjskolen i samarbejde med Fjernvarmens Udviklingscenter.

Bidragydere er Cowi, Skanderborg Fjernvarme, Kamstrup, Danfoss, Logstor, Brædstrup Fjernvarme, Aalborg Forsyning, Dong Energy og Sven Werner fra Universitetet i Halmstad.

Sommerskolen er støttet af Carl Bro fonden, Jørgen Mads Clausens fond og Miljø- og Energifonden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14