Rekordstor stand og kongeligt besøg til danske vindudstillere
Verdens største vindenergimesse, Husum WindEnergy, løber af stablen netop nu, fra d. 18. – 22. september.
Danmark er rigtig godt repræsenteret på Husum-messen i år, og de mange danske udstillere viser, at Danmark stadig er en proaktiv frontløber inden for den internationale vindindustri.
72 af de i alt 102 danske udstillere vil være at finde i hal 5, hvor Danish Wind Energy Group har etableret en 1400 m2 stor dansk fællesstand med et lounge-område, som gør det muligt for udstillerne at tale forretning med kunder i behagelige omgivelser.
- Stemningen er meget positiv, både hos leverandører og kunder – vi kan ikke mærke, at der er krise. Førstedagen i Husum er allerede langt bedre end alle dage i USA, lyder det optimistiske budskab fra Hydra-Grene A/S, der er medlem af Danish Wind Energy Group og udstiller på den danske fællesstand.
Kongeligt besøg
HKH Prins Joakim besøger de danske udstillere onsdag, og vil i den anledning få lejlighed til at blive opdateret omkring den nyeste udvikling inden for løsninger til vindindustrien. Den prominente gæst er blevet inviteret af messearrangørerne for at understrege HUSUM WindEnergys traditionsrige forbindelse til Danmark, der har været repræsenteret på messen siden første gang for cirka 25 år siden og sidenhen har været inspirationskilden til, at vindbranchen er blevet udviklet i Nordtyskland.
Rekordstor interesse
Allerede forrige år bookede Danish Wind Energy Group sine mange kvadratmenter på messen, og på det tidspunkt var det store udstillingsareal svært at få fingrene i, da der allerede kort efter HUSUM WindEnergy i 2010 var ved at være udsolgt.
I 2010 fyldte fællesstanden 800 kvadratmeter, og dengang var der 43 danske virksomheder på fællesstanden. Husum WindEnergy finder sted hvert andet år, og messen er ifølge Danish Wind Energy Group værdsat på grund af muligheden for at komme helt tæt på kunderne.
- Vi har udvekslet erfaringer med delegationer fra Indien såvel som fra Kina, hvor vi selv har en afdeling, og vi har aftalt et møde med fem af de største producenter i Korea, fortæller Henrik Fast fra BaltShip A/S, én af medlemmerne i Danish Wind Energy Group.
Værd at vide
I 2010 vurderede industrieksperter, at der blev initieret eller videreudviklet projekter til en værdi af cirka fem milliarder euros under den fem dage lange udstilling.
Ifølge Danish Wind Energy Group regner man med, at messens 58.000 m2 store udstillingsareal fordelt over otte haller vil huse i alt 1.200 udstillere og 36.000 besøgende fra cirka 90 lande. I 2010 var der til sammenligning 950 udstillere og 33.000 besøgende fra cirka 70 lande.