Glem ikke batterierne i vores energisystem - de er der allerede
Dette indlæg er skrevet af Anne Marie Damgaard, sekretariatschef, Dansk Center for Energilagring (DaCES).
Energilagring er en essentiel brik i den grønne omstilling. For vi skal kunne lagre de store mængder vedvarende energi til senere brug, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
Men energilagring er ikke bare én teknologi, der løser alle problemer. Energilagring er en bred vifte af teknologier. For behovet er alsidigt og løsningerne skal derfor ikke være de samme.
I Dansk Center for Energilagring (DaCES) har vi fem arbejdsgrupper, der fokuserer på power-to-x, termisk lagring, systemintegration, uddannelse og batterier.
Arbejdsgrupperne samler teknologiledere og forskere fra industri og vidensinstitutioner i et tæt fagligt, teknologisk samarbejde om udfordringer her og nu, hvordan ser løsningerne ud på den korte bane, og hvilke muligheder findes der på længere sigt eller skal udvikles.
Og vi skal ikke blot fokusere på nye energilagrings-teknologier. Vi skal også forbedre dem, vi har, og få dem op i skala.
Batterier er eksempelvis lige nu blandt de mest modne og efterspurgte teknologier til energilagring, hvilket understreges af, at efterspørgslen forventes af blive nidoblet frem mod 2030 – godt hjulpet på vej af et fald i prisen på 40 procent i samme periode.
Alligevel er batterier stærkt overset af politikerne på Christiansborg.
Som vores formand for Arbejdsgruppen for Batterier, Søren Dahl, der er Lead Scientist, R&D, Battery Materials i Topsoe, sagde for nyligt i et interview:
- Vi er et lille land, men vi er førende inden for innovative batterimaterialer og derfor er der behov for, at en ny regering i Danmark får øjnene op for mulighederne og hjælper denne industri på vej.
Her peger han på, at vores nordiske nabolande er meget længere med fordelagtige rammebetingelser for batterier, end vi er i Danmark. Derfor bør vi ligesom dem få os en national batteristrategi.
Arbejdsgruppen for batterier i DaCES vil derfor i det nye år sende sine input til en ny regering og energipolitiske ordførere, så Danmark kan få vedtaget en batteristrategi snarest muligt.
Danmark har en innovativ batteriindustri med stort potentiale
For udover batterimaterialer har Danmark en anselig følgeproduktion inden for eksempelvis styringssystemer til lithiumbatterier. Den styring som sikrer, at batterier fungerer sikkert, bedst muligt, holder længe og ikke overopheder.
For nylig var DaCES’ batteriarbejdsgruppe på studietur, hvor vi besøgte Vestas, der har udviklet mobile, second-life containerbatterier, som blev brugt under en række koncerter med Lukas Graham i sommers og løbende blev ladet op af strøm fra vindmøller. Via batterierne kunne koncerterne dermed afvikles på ren vindmøllestrøm, uanset hvornår og hvor i landet de foregik.
Desuden besøgte arbejdsgruppen den mindre virksomhed Visblue, der producerer vanadium-flowbatterier og som lige nu oplever en stærkt stigende efterspørgsel fra især kommunerne.
Som Søren Dahl sagde, så var ”studieturen en god illustration af, at selvom Danmark ikke har en stor industri inden for batterier, så har vi en innovativ industri og potentialet er stort.”
Samtidig skal genanvendelsen af batterier op, for ellers risikerer vi at skabe en miljø- og ressourcekrise i bestræbelserne på at løse klima- og energikrisen.
Vi skal altså have øje for nye nicher og være klar til både at stille krav og tilbyde fordelagtige rammevilkår, som sammen med vores grønne profil gør det attraktivt at placere spirende og grønne virksomheder i Danmark.
Og vi skal samtidig huske at være lyttende og understøtte de pionérvirksomheder, som allerede er her. Det forudsætter, at vi er åbne og nysgerrige på de forskellige teknologier og tænker dem alle ind i rette tid og sammenhæng.
Artiklen er en del af temaet Debat.