23948sdkhjf

Forbrugerombudsmanden går i rette med to elselskaber

Forbrugerombudsmanden har haft i ørerne af el-selskaberne Vindstød og b-energy og indskærpet vildledningsforbuddet over for begge selskaber.

De har ændret i prisen på deres produkter, uden at deres kunder blev bundet af prisændringerne, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. 

- Virksomheder kan kun ændre i deres aftaler med forbrugerne, hvis det fremgår af aftalerne, at de kan ændres uden forbrugernes aktive samtykke. I så fald skal forbrugerne tydeligt varsles om ændringerne, så de har mulighed for at vurdere, om de ønsker at fortsætte som kunder på de ændrede vilkår, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

Desuden kan virksomheder kun varsle ændringer af priser og andre vilkår, hvis det står i aftalerne med forbrugerne, at virksomhederne kan ændre aftalen uden forbrugerens aktive accept.

Er en prisændring ikke varslet korrekt, eller havde virksomheden ikke ret til at ændre aftalen uden forbrugernes aktive accept, er forbrugeren ikke bundet af prisændringen.

Forbrugerombudsmanden har intensiveret sit tilsyn med virksomheders varsling af ændringer i en løbende aftale.

B.energy, varsling og vildledning

B.energy har siden 2016 opkrævet et nethåndteringsgebyr på 49 kr. om måneden til dækning af selskabets omkostning ved at varetage nogle opgaver, som blev flyttet fra netselskaberne til elselskaberne pr. 1. april 2016. Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på opkrævningen af gebyret i slutningen af 2021 i forbindelse med behandling af en sag om elselskabets telefonsalg. 

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne B.energy ikke indføre gebyret over for de forbrugere, som dengang havde et abonnement hos selskabet, uden forbrugernes aktive accept. Da forbrugerne ikke accepterede gebyret, har de ikke været forpligtet til at betale gebyret. Gebyret blev heller ikke varslet på en klar og forståelig måde over for selskabets kunder.

Forbrugerombudsmanden har også vurderet, at b.energy vildledte forbrugerne. Det skyldes, at markedsføringen af b.energys produkter på b.energys hjemmeside vildledte forbrugerne til at tro, at selskabets el-produkter var billigere, end de reelt var, fordi produkternes pris var oplyst uden nethåndteringsgebyret på 49 kr. pr. måned. 

Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet vildledningsforbuddet i markedsføringsloven over for b.energy.

Vindstød, varsling og vildledning

Vindstød varslede i en mail fra 2021 til selskabets kunder, at deres el-produkt ville ændre sig pr. 1. januar 2022, hvilket ville indebære en højere pris. Det fremgik dog først længere nede i mailen under overskriften ”Øget forbrugersikkerhed og gennemsigtighed i vores prisberegningsgrundlag” efter en række oplysninger om fire andre emner, bl.a. GDPR. Oplysningerne om prisændringen var også vanskelige at forstå. 

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har Vindstød derfor ikke varslet prisændringen klart og forståeligt over for selskabets kunder. Som udgangspunkt har kunderne derfor ikke været bundet af prisændringen.

Det er endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Vindstøds varslingsmail var vildledende, da det ikke fremgik tydeligt af mailen, at det bl.a. var en varsling om en prisforhøjelse. 

Forbrugerombudsmanden har derfor indskærpet vildledningsforbuddet i markedsføringsloven over for Vindstød.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Forbrugerombudsmanden
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.626