23948sdkhjf

Nye skatteregler er gift for olie- og gassektoren

Skattereformen rammer udstationerede medarbejdere så hårdt på pengepungen, at branchefolk og Esbjerg Erhvervsudvikling forudser massive tab af eksport, viden og arbejdspladser.
Den samlede danske olie- og gassektor er i oprør over, at skattereformen straffer danskere udstationeret i områder, typisk olieproducerende lande, som ikke er omfattet af en dobbeltbeskatningsaftale med Danmark. Medarbejdere har accepteret at forlade deres hjem i Danmark og er blevet kompenseret i form af en lavere skat i de lande, hvor de arbejder. I fremtiden skal de betale dansk skat af deres indtægt i udlandet.

Direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling (EEU) Tom L. Nielsen vurderer, at de nye skatteregler vil ramme både mindre og store virksomheder i branchen hårdt.

- Olie- og gassektoren har været rigtig dygtig til at komme ud på eksportmarkeder, som danske virksomheder ikke tidligere har været på i stort omfang, og ofte er sådanne lande ikke de letteste at komme til for udstationerede medarbejdere og deres familier. Vi skyder som samfund os selv i foden og mister eksport og arbejdspladser ved at forringe vilkårene for disse mennesker, siger Tom L. Nielsen.

EEU vil forsøge at påvirke beslutningstagere ved enhver given lejlighed for at for at få ændret det, de mener, er ødelæggende virkninger af skattereformen, blandt andet på et kvartalsmøde med lokalt valgte folketingspolitikere 8. oktober.

Olie- og gassektoren er arbejdsplads for 15.000 ansatte, og branchen står alene for ni procent - svarende til 48 milliarder kroner - af den samlede danske eksport. Sektoren bidrager årligt med 30 milliarder i skatter og afgifter, det oplyser EEU.

Chefen i Qatar siger stop
En af de ramte virksomheder er Ocean Team Scandinavia A/S i Esbjerg, som siden 2005 har arbejdet målrettet med at skabe vækst i udlandet. Det begyndte med en afdeling i oliestaten Qatar, og Ocean Team er aktuelt i færd med at åbne kontor i Mexico, ligesom selskabet sælger sine serviceydelser i det meste af verden.

- Vi følger præcis regeringens råd om at skabe eksportvækst i små og mellemstore virksomheder, og derfor er vi forbløffede over, at man nu har afskaffet bestemmelserne i ligningslovens paragraf 33A, som hidtil har givet skattenedsættelse ved at arbejde i udlandet. Hvis danske medarbejdere forhindres i at overføre deres viden til andre lande, kan vi ikke skabe vækst. Det er katastrofalt, siger adm. direktør Jens Peter Thomsen, Ocean Team.

To af 20 medarbejdere i afdelingen i Qatar er danskere, og den danske general manager, Martin Mose Stenstrup, er klokkeklar i signalet til sin arbejdsgiver:

- Latterligt! Nu kan du i hvert fald være stensikker på, at min absolut sidste arbejdsdag i Qatar bliver 31. december 2013, idet vi ikke har tænkt os at sælge vores hus i Danmark.

Qatar-chefen refererer til, at de nye skatteregler først får virkning fra indkomståret 2014 for danskere, der allerede opholder sig i udlandet på skæringsdagen 20. september 2012. I Qatar er skatten 0 procent, og medarbejdere indgår to-tre-årige kontrakter, hvor de skal tjene til at have samlever og børn med. Typisk betaler arbejdsgiveren også bil, skole og sundhedsudgifter. Jens Peter Thomsen vurderer, at udgiften til at have en medarbejder udstationeret i et land uden dobbeltbeskatningsaftale med Danmark vil stige til det dobbelte.

Semco Maritime: Håbløst
I Esbjergs største private virksomhed i olie- og gasindustrien, Semco Maritime A/S, bliver næsten 50 medarbejdere med udenlandsk arbejdsadresse berørt.

- De nye skatteregler er fuldstændigt håbløse set ud fra et eksportsynspunkt, og vi har ikke noget svar på ændringerne endnu. Det værste er, at hvis vi ikke er i stand til at få nye ordrer ind, fordi vi ikke kan konkurrere, så vil det også koste et antal danske arbejdspladser herhjemme. Det mest nærliggende er at afskedige de danskere, der ikke vil arbejde under de nye skatteforhold, og ansætte udlændinge i deres sted, hvilket vil være utilfredsstillende, idet de danske medarbejdere har stor kompetence og ekspertise. Men i så fald vil vi i det mindste kunne bevare arbejdspladserne i Danmark, siger adm. direktør Steen Brødbæk.

Jens Bollerup rådgiver gennem sit firma, Global-FIT, virksomheder, der ønsker at globalisere deres forretning, og ikke mindst blandt underleverandører i olie- og gasindustrien mærker han skattereformens skadelige effekt på deres muligheder.

- Konsekvenserne af de nye skatteregler er helt indlysende, både for miljøindustrien, grønne energiformer som vindmøller og biogas – og olie- og gasindustrien, hvor Danmark internationalt er kendetegnet ved en særdeles effektiv og miljøvenlig produktion, der kan eksporteres. Der er nær sammenhæng mellem den teknologifremdrift, vi skaber på eksportmarkederne, og vores effektivitet i egne olie- og gasfelter i Nordsøen. En stigning i indvindingsgraden på bare en procent vil betyde en indtægtsstigning til staten på næsten 1,2 mia. kr., hvilket langt overstiger det forventede skatteprovenu ved at forhøje skatten for danskere med job i udlandet, siger Jens Bollerup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094