23948sdkhjf

Minister under pres for at fjerne besparelse

Uddannelsesministeren presses fra flere sider i forhold til at fjerne den besparelse til Højteknologifonden på 240 mio. kr., som regeringens finanslovsforslag lægger op til.
Det skriver Børsen.

DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad, opfordrer i et brev sammen med formand for Dansk Metal, Claus Jensen, og seks andre betydningsfulde personer uddannelsesminister Morten Østergaard og regeringen til at droppe besparelsen.

- Det er dokumenteret, at Højteknologifonden er en katalysator for vækst. For eksempel viser en analyse fra 2011, at mindre virksomheder i gennemsnit vokser fra 13 til 23 ansatte i et forløb med Højteknologifonden. Fonden er netop afgørende for mange mindre virksomheder, som ellers ville have svært ved at kunne gennemføre innovative forløb med vækst for øje, skriver kritikerne ifølge Børsen blandt andet i brevet.

Formand for Dansk Metal siger desuden til Børsen:

- Fonden hjælper med at udvikle særligt de små og mellemstore virksomheder, som udgør størstedelen af de danske virksomheder. De udgør tre fjerdedele af de virksomheder, som Højteknologifonden hjælper med at blive mere konkurrencedygtige. Det er de virksomheder, vi især skal leve af. Derfor er det et forkert sted at spare.

Staten bruger i dag 640 mio. kr. på Højteknologifonden om året. Med besparelsen bliver det beløb reduceret til 400 mio. kr. Men reelt er det faktisk 480 mio. kr., som Højteknologifonden går glip af, fordi virksomheder og universiteter skyder et beløb svarene til statens i fonden. Det skriver Børsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109