Boligforeninger vil kickstarte ny solcellebølge
Klima-, energi- og bygningsministeren varsler nye ændringer på solcellemarkedet, og noget tyder på, at boligforeningerne kan blive omfattet af den lukrative nettomålerordning.
Til nytår vil omkring 30.000 husstande have et solcelleanlæg på taget, og dermed må man sige, at solenergien har haft sit gennembrud i 2012, godt hjulpet af nettomålerordningen, der giver økonomisk støtte til private, der investerer i solceller.
Anderledes er billedet hos landets boligforeninger, hvor solcellerne endnu ikke har slået igennem, men nu tyder meget på, at vi kan stå over for en ny solcellebølge. I sidste uge åbnede klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard op for, at man måske vil ophæve loftet for, hvor stort et anlæg må være for at kunne få glæde af nettomålerordningen.
I dag kan solcelleanlæg på over 6kW ikke blive omfattet af støtteordningen, men måske ændrer det sig, når regeringen og oppositionen senere på måneden skal forhandle om en ændring af nettomålerordningen. Viser det sig, at anlæggene må være større, vil det betyde, at boligforeningerne hopper med på solcellevognen.
Mange foreninger vil gå i gang
- Boligforeningerne er klar, og jeg tror, at mange vil gå i gang med at investere i solceller, hvis de kommer under nettomålerordningen. Det er her, det helt store potentiale for solcellebranchen ligger, da vi taler om større anlæg. Så foreningerne er klar, der skal bare åbnes op for ordningen til dem. Jeg vil sige, at interessen er stor, siger Ove Folmer Jensen, sekretariatschef i Dansk Solcelleforening, der er brancheforening for den danske solcelleindustri.
Nettomålerordningen fungerer i dag således, at man som solcelleejer sparer to kr. pr. kWh strøm inden for eget forbrug. Det er altså en mindsket udgift, og hvis man sælger sin strøm til staten, får man 60 øre pr. kWh. Ministeren har lagt op til en forringelse af ordningen, men vil endnu ikke sige noget om, hvad det ender op med.
V ikke afvisende
Hos Venstre mener man også, at der er et stort potentiale hos boligforeningerne, og ifølge energiordfører Lars Christian Lilleholt, vil man tage det med ind i forhandlingerne.
- Jeg er absolut ikke afvisende over for, at boligforeningerne kan komme med under ordningen. Så vi vil kigge på det, men lige nu bekymrer det mig, at regeringen ikke kommer med nogen klare meldinger om, hvad der skal ske. Vi har med en stor branche at gøre, og der bliver skabt stor usikkerhed, siger energiordføreren.
Hos Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver, herunder solceller, for landets boligejere og boligforeninger, har man i 2012 oplevet en vækst på 700 procent i solcelleopgaver. Firmaet modtager hver dag en stribe henvendelser fra ejer- og andelsboligforeninger, der er interesseret i solceller, og ifølge kommunikationschef Michael Müller er potentialet stort, når vi snakker solceller i foreningerne.
- Foreningerne har fokus på solenergien, og de er klar til at investere i det, hvis de kommer under nettomålerordningen, og så kan vi komme til at opleve en ny bølge af solcelleinvesteringer, som vi har set det med husejerne i år. Forskellen er bare, at markedet for solceller er endnu større i foreningerne, og dermed kan solenergien komme ind på et nyt og endnu større marked, siger Michael Müller.
Hvis boligforeninger skal have solceller i dag, kræver det, at alle beboerne har den samme energiudbyder.