23948sdkhjf

Idé-høring over tre havvindmølleområder: 17,5 GW er i spil

Energistyrelsen åbner for ideer til miljøvurderingen af planen for havvindmølleparker i områderne Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II.

Miljøvurdering af planen for Nordsøen I belyser den mulige miljøpåvirkning af et antal havvindmøller svarende til mellem 5.000 og 17.445 MW i hele området. For Kattegat II drejer det sig om et antal havvindmøller svarende til mellem 1.000 og 2.460 MW i hele området, mens miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II belyser den mulige miljøpåvirkning af et antal havvindmøller svarende til mellem 1.000 og 3.450 MW i hele området.

Partierne bag Klimaaftale om grøn strøm og varme af 25. juni 2022 har besluttet, at der skal udbydes havvindmølleområder, der kan rumme mindst 4 GW kapacitet til etablering inden udgangen af 2030. Desuden er det med Finansloven for 2022 besluttet at udbyde yderligere 2 GW havvind til etablering inden udgangen af 2030. Efterfølgende blev det besluttet, at 1 af de 2 GW skulle placeres i forbindelse med Energiø Bornholm jf. tillægsaftale om Energiø Bornholm 2022 hvor det blev besluttet at udvide Energiø Bornholm fra 2 GW til 3 GW.

Den endelige placering af havvindmølleparkerne afventer endelig politisk beslutning, men for at understøtte, at parkerne kan etableres rettidigt ift. de politiske aftaler, er Energistyrelsen ved at forberede planlægning og undersøgelser af en række områder, som er vurderet egnet til etablering af havvindmølleparker. 

På den baggrund foretages miljøvurderinger af planerne for Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II.

Energistyrelsen inviterer borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i de mulige kommende havvindmølleområder Nordsøen I, Kattegat II og Kriegers Flak II med tilhørende anlæg på land til at indsende deres ideer og forslag til, hvad der skal indgå i miljøvurderingen af planen for de respektive parkområder.

Idéhøringen løber over perioden mandag den 6. marts til fredag den 31. marts 2023.

Efter høringen vil Energistyrelsen bl.a. på baggrund af høringssvarene beslutte, hvilke emner og miljøpåvirkninger, der skal belyses i miljøvurderingen af planerne for hhv. Nordsøen I og Kattegat II/Kriegers Flak II.

Resultatet af disse miljøvurderinger forventes fremlagt i 2. offentlig høring i første halvdel af 2024.

Der vil efter miljøvurderingen af planerne fortsat skulle foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af de konkrete projekter på både land- og havdel.

Om de tre områder

Fakta om Nordsøen I

Miljøvurdering af planen for Nordsøen I belyser den mulige miljøpåvirkning af et antal havvindmøller svarende til mellem 5.000 og 17.445 MW i hele området. Havvindmølleparkernes kapacitet afhænger af de endelige udbudsrammer og af koncessionsvinderens konkrete projekt.

Nordsøen I består af et areal på ca. 2.210 km2 i den danske EEZ af Nordsøen.

Der foretages én samlet miljøvurdering af planen for Nordsøen I, men hvis det besluttes, at der skal etableres havvindmølleparker i området, forventes det, at Nordsøen I bliver udbudt i flere faser. Den første fase forventes at bestå af flere individuelle havvindmølleparker, der forventes at være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.

Havvindmøllerne planlægges placeret i Nordsøen mindst ca. 20 km fra Jyllands vestkyst.

De mulige havvindmølleparker forventes tilsluttet det kollektive net i både Idomlund ved Holstebro og Endrup ved Esbjerg.

Miljøvurderingen af planen belyser på et overordnet niveau muligheden for at etablere tilstødende innovationsanlæg, herunder Power-to-X anlæg (PtX) i forbindelse med havvindmølleparkerne.

De konkrete projekter på både havet og land vil fortsat kræve miljøkonsekvensvurdering, og deraf en §25-tilladelse (VVM-tilladelse).

Den enkelte koncessionsvinder af de respektive udbud etablerer både havvindmølle- og landanlægsprojekterne op til nettilslutningspunktet.

Fakta om Kattegat II

Miljøvurderingen af planen for Kattegat II belyser den mulige miljøpåvirkning af et antal havvindmøller svarende til mellem 1.000 og 2.460 MW i hele området. Havvindmølleparkens kapacitet afhænger af de endelige udbudsrammer og af koncessionsvinderens konkrete projekt.

Kattegat II består af et areal på ca. 122 km2 i den danske EEZ af Kattegat.

En eventuel havvindmøllepark forventes at være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.

Havvindmøllerne placeres i Kattegat ca. 27 km fra Anholt, ca. 15 km fra Djursland og ca. 25 km fra kysten i Odsherred Kommune, Nordvestsjælland.

En eventuel havvindmøllepark forventes tilsluttet det kollektive net i Trige, Jylland.

Miljøvurdering af planen belyser på et overordnet niveau muligheden for at etablere tilstødende innovationsanlæg, herunder PtX-anlæg i forbindelse med havvindmølleparken.

De konkrete projekter på både havet og land vil fortsat kræve miljøkonsekvensvurdering, og deraf en §25-tilladelse (VVM-tilladelse).

Koncessionsvinderen af udbuddet etablerer både havvindmølle- og landanlægsprojekterne op til nettilslutningspunktet.

Fakta om Kriegers Flak II

Miljøvurderingen af planen for Kriegers Flak II belyser den mulige miljøpåvirkning af et antal havvindmøller svarende til mellem 1.000 og 3.450 MW i hele området. Havvindmølleparkens kapacitet afhænger af de endelige udbudsrammer og af koncessionsvinderens konkrete projekt.

Kattegat II består af et areal på ca. 173 km2 i den danske EEZ af Østersøen.

En eventuel havvindmøllepark i området forventes at kunne være i fuld drift senest ved udgangen af 2030.

Havvindmøller i den nordlige del af Kriegers Flak II vil skulle placeres ca. 15 km fra Rødvig ved Østsjælland og ca. 15 km fra Møn. Havvindmøller i den sydlige del af Kriegers Flak II vil skulle placeres ca. 15 km fra Møn.

En eventuel havvindmøllepark forventes tilsluttet det kollektive net via Sydøstsjælland.

Miljøvurderingen af planen belyser på et overordnet niveau muligheden for at etablere tilstødende innovationsanlæg, herunder PtX-anlæg i forbindelse med havvindmølleparken.

De konkrete projekter på både havet og land vil fortsat kræve miljøkonsekvensvurdering, og deraf en §25-tilladelse (VVM-tilladelse).

Koncessionsvinderen af udbuddet etablerer både havvindmølle- og landanlægsprojekterne op til nettilslutningspunktet.

Kilde: Energistyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103