23948sdkhjf

Bigadan står foran gennembrud i USA

Danske Bigadan skal levere et komplet biogasanlæg til Campbell Soup Companys produktion i Napoleon, Ohio.
Bigadan er valgt som leverandør af et komplet biogasanlæg til Campbell Soup Companys, som Andy Warhol for 50 år siden gjorde verdensberømt med sine malerier af firmaets suppedåser.

Det første spadestik til biogasanlægget er netop taget. Anlægget skal drives på organisk affald, som Campbell Soup Company i dag kører på lossepladsen.

- Vi betragter det som et gennembrud for Bigadan og vores amerikanske partnere. Anlægget til Campbell’s i Ohio er dobbelt så stort som vores seneste anlæg i USA, siger Bigadans direktør Karsten Buchhave.

Dansk finansiering sikrer projektet
Anlægget fra Bigadan udgør den største del af den samlede projektsum på mere end 75 millioner kroner. En dansk bank låner projektet penge til investeringen til gengæld for en garanti fra Eksport Kredit Fonden (EKF) på 100 procent af beløbet.

- EKF giver kun 100 procent garanti i helt specielle tilfælde, og projektet i Ohio er præcis sådan et tilfælde. Der er tale om en miljøvenlig dansk teknologi, som har et stort potentiale på det enorme amerikanske marked, så her giver det god mening, at EKF er med hele vejen, siger Kim Richter, afdelingsdirektør for SMV og Klima i EKF.

Brug for at overbevise investorer
I USA er biogas en ny og ukendt teknologi, som er svær at finde finansiering til via banker og investorer. Ikke mindst fordi der er tale om en langsigtet investering, der bliver betalt tilbage over 15 år.

- Det er helt afgørende for os at få de første anlæg sat i drift, så potentielle investorer får referencer og kan konstatere, at teknologien fungerer og økonomien i projekterne holder, fortæller Bigadans direktør Karsten Buchhave.

I 2011 leverede Bigadan sit første amerikanske anlæg til mejeriet Synergy Dairy i staten New York. Ordren til projektet i Ohio er omtrent dobbelt så stor og derfor et markant skridt fremad i Bigadans kamp for at etablere sig på det amerikanske marked. Bigadan forhandler allerede nu om nye ordrer i USA.

Bæredygtig suppefabrik
For Campbell Soup Company betyder det nye biogasanlæg, at produktionen i Napoleon, Ohio når sine bæredygtighedsmål betydeligt før 2020 som oprindelig planlagt.

- Biogasanlægget vil reducere udslippet af drivhusgasser med cirka 16,000 tons om året, siger Dave Stangis, Vice President of Public Affairs and Corporate Social Responsibility, Campbell Soup Company.

Biogasanlægget kan håndtere 450 ton organisk affald om dagen og vil erstatte en fjerdedel af det årlige elektricitetsforbrug i produktionen i Napoleon, Ohio.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094