23948sdkhjf

Miljøvenlig biogas skal fylde mere i naturgasnettet

DONG Energy og svenske Malmberg Water vil opføre anlæg i Danmark til opgradering af biogas. Det første skal efter planen bygges i Horsens.
Der produceres masser af biogas i Danmark, men hvis vi skal realisere det fulde potentiale, skal biogassen kunne opgraderes og afsættes til naturgasnettet. Det er markedet modent til nu, og derfor har DONG Energy og Malmberg Water indgået et strategisk samarbejde om etablering af en række opgraderings-anlæg. Det skriver DONG Energy i en pressemeddelelse.

Aftalen blev offentliggjort torsdag af koncerndirektør Lars Clausen ved indvielsen af Testcenter for Grønne Gasser, hvor Martin Lidegaard, minister for klima-, energi- og bygninger, også deltog.

Omstiller naturgasnet
- Naturgassystemet i Danmark står over for en omstilling, så det i fremtiden i stigende grad bliver distributionsnet for vedvarende energi. Det er en meget spændende udvikling, som vi vil bidrage til, og derfor har vi indgået aftale med Malmberg Water, siger Lars Clausen. Han tilføjer, at DONG Energy som det eneste danske energiselskab har konkrete erfaringer med at opgradere biogas til naturgasnettet.

- Uden muligheden for afsætning til naturgasnettet kan det fulde biogaspotentiale i Danmark ikke udnyttes. I 2011 idriftsatte vi derfor det første anlæg i Danmark, som tilfører biogas til naturgasnettet. Det står på Fredericia Centralrenseanlæg, og nu kender vi mere til de tekniske udfordringer. Oven i dette giver den energipolitiske aftale bedre rammebetingelser, og derfor skruer vi ambitionsniveauet op, siger han.

Bionaturgas til 9.000 husstande
Lars Clausen vurderer, at parterne allerede i 2014 vil have opført tre eller fire anlæg, og at de vil kunne levere op til 30 millioner m3 biogas. Det svarer til det årlige forbrug i cirka 9.000 husstande. Det første anlæg forventes opført lige uden for Horsens i samarbejde med Horsens Bioenergi.

Den samlede værdi af aftalen med Malmberg Water kan løbe op i over 100 millioner kr., hvis alle seks anlæg opføres.

Fra Malmberg Water udtrykker VD Johan Möllerström glæde over den nye aftale.

- I Malmberg Water er vi stolte over at tage skridtet over Øresund til vores naboer i Danmark. Vores erfaring med biogas går tilbage til 1997, og vi har opført flere end 60 opgraderingsanlæg i Europa. Ud over dette tilbyder vi en række unikke løsninger og produkter inden for biogas, så vi er glade for at blive en del af den positive udvikling af biogas i Danmark sammen med DONG Energy, siger Johan Möllerström.

Fra affald til energi
Det er banebrydende, at gylle, spildevandsrensning og husholdningsaffald vendes fra at være et bekosteligt problem til at være en værdifuld ressource i den lokale energi-produktion.

Ud over biogas fra landbrug, industri og rensningsanlæg kan DONG Energy ved hjælp af en enzymbaseret teknologi sortere affald og omdanne den organiske del til en flydende væske, der kan bruges til produktion af biogas. Dette sker på REnescience-anlægget på Amager. Efter opgradering til naturgaskvalitet er gassen klar til anvendelse til opvarmning, el-produktion og transport mv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078