Bionaturgas Danmark får sin første bestyrelse
Bestyrelsen i Bionaturgas Danmark, der i sommers blev stiftet som en del at Naturgas Fyn-koncernen, har nu konstitueret sin bestyrelse, som tæller flere kendte ansigter.
Tidligere formand for Dansk Landbrug og præsident for Landbrugsraadet, Peter Gæmelke, vil som formand stå i spidsen for den nykonstituerede bestyrelse, der også tæller flere andre kendte ansigter.
Folketingsmedlemmerne Pernille Rosenkrantz-Theil (A) og Lars Christian Lilleholt (V) udgør således sammen med borgmester i Odense Kommune, Anker Boye (A), og adm. direktør i Naturgas Fyn, Bjarke Pålsson den øvrige bestyrelse.
Tidligere direktør i Dansk Energi, Hans Duus Jørgensen, er ny. adm. direktør i Bionaturgas Danmark.
Vil realisere Danmarks biogaspotentiale
Bionaturgas Danmark er en del af Naturgas Fyn-koncernen. Selskabet er en nøgleaktør inden for biogasproduktion og efterfølgende opgradering til Danmarks landsdækkende naturgasnet og har allerede nu en række konkrete biogasanlæg under udvikling.
- Vi vil bidrage aktivt til at nå målet om det fossilfri Danmark ved at være den stærke samarbejdspartner, der kan medvirke til at realisere Danmarks biogaspotentiale. Biogas- og bionaturgasproduktion kan skabe vækst og arbejdspladser, afhjælpe vores affaldsproblemer, styrke vores hjemlige forsyningssikkerhed og give os den grønne, CO2-neutrale energi, der er helt afgørende for fremtidens energiforsyning,
siger bestyrelsesformand Peter Gæmelke.
Bionaturgas er betegnelsen for biogas, der er opgraderet, så den har samme kvalitet som traditionel naturgas. Den kan, modsat den rå biogas, lagres i naturgasnettet og trækkes frem, når der er brug for den. Og så er den CO2-neutral.
- Danmarks store husdyrhold og veludbyggede gasledningsnet giver os en række unikke muligheder for produktion og distribution af bionaturgas. De muligheder vil vi gerne være med til at realisere. Som et selskab under Naturgas Fyn leverer vi ekspertisen om projektudvikling samt salg og distribution af gas. Og et solidt finansielt grundlag, lyder det fra adm. direktør i Bionaturgas Danmark, Hans Duus Jørgensen.