23948sdkhjf

Skifergas og transportsektoren indtog årsmøde

USA’s succes med skifergas og udbredelse af gas i transportsektoren var de helt store emner på Dansk Gas Forenings årsmøde, hvor både Lidegaard og Hedegaard var på talerstolen.
Med et deltagerantal på mere end 200 var rekord mange torsdag mødt op til Dansk Gas Forenings årsmøde i Nyborg.

Og med klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, klimakommissær Connie Hedegaard og dr. Fatih Birol, økonomichef i IEA, blandt oplægsholderne havde arrangørerne da også virkelig skruet en dag sammen, der var værd at tage del i.

Med budskabet om, at Europa har brug for nytænkning i energiforsyningen samt at status quo ikke længere er en mulighed, gik Martin Lidegaard som den første på talerstolen.

Herfra kom han blandt andet ind på den udvikling, der lige nu foregår i USA på skifergas-området, og kommenterede også skifergas i dansk sammenhæng.

- Skifergas kan kun være en stepping stone i forhold til energieffektivisering, men det er usikkert, hvad fremtiden skal være for skifergas i Danmark, lød det fra ministeren.

Lidegaard adresserede også de voldsomme summer, som blandt andet USA bruger i støtte til fossile brændsler. En støtte der på verdensplan steg med tæt ved en tredjedel i fjord, og som er seks gange større, end den globale støtte til vedvarende energi er.

Også den næste oplægsholder, Fatih Birol, tog fat på problematikken omkring den enorme støtte til fossile brændsler, som, han mener, mindsker incitamentet til at investere i vedvarende energi. Det gjorde han i forbindelse med sin gennemgang af nogle af hovedpunkterne i årets World Energy Outlook.

Connie Hedegaard, der gik på talerstolen efter Fatih Birol kom også ind på den nye skifergas-situation i USA, som har betydet, at landet bruger væsentligt mindre kul, som de derfor er begyndt at sælge billigere til andre dele af verden – blandt andet til Europa. Det, mener kommissæren, er et problem, fordi billigt kul virker som en bremse på den grønne dagsorden. Faktisk har EU på det seneste øget importen af kul.

Men kommissæren lagde også vægt på, at EU ikke kun står overfor én form for krise.

- Det er vigtigt at fokusere på, at vi har mange kriser på én gang. Der er både en økonomisk krise og en social krise – der er mange arbejdsløse – og samtidig er der de klimamæssige og energimæssige problemer, sagde Connie Hedegaard, som fremhævede, at det netop derfor er en god idé at kigge nærmere på at energieffektivisere, da hun mener, at der netop inden for vedvarende energi vil blive skabt mange job i de kommende årtier.

Transport – et hot gas-emne
Men selvom USA og skifergas gik igen i samtlige oplæg på årsmødets første dag, var de det ikke de eneste varme emner. Også gas som en vej til mindre CO2-udledning i transportsektoren gik igen i rigtig mange oplæg. Blandt andet lovede energiordfører for Radikale Venstre, Rasmus Helveg, under en paneldebat, at han allerede fredag ville tage fat i landets største kommuner med henblik på, at blandt andet bybusser på sigt skal køre på gas, som det allerede nu er tilfældet i Malmø.

Og det var en melding, der fik smilet frem hos administrerende direktør i Naturgas Fyn, Bjarke Pålsson.

- Jeg er meget glad for at høre, at der nu er positiv stemning overfor i transportsektoren. Det er nogen helt andre meldinger, end der var for bare et år siden, sagde han, da han som den sidste af torsdagens oplægsholdere var på talerstolen ved Dansk Gas Forenings årsmøde nummer 101.

Årsmødet forsætter fredag, hvor både skifergas og gas i transportsektoren igen er på dagsordenen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094