23948sdkhjf

2,5 millioner euro til energiprojekt

Aalborg Universitet modtager det prestigefyldte Advanced Grant på 2,5 mio. euro til projekt, der skal forebygge problemer i forbindelse med harmoniske svingninger på elnettet.
Der bliver installeret solceller på tage overalt i Danmark, og sammen med det stigende antal vindmøller producerer de masser af grøn strøm. Samtidig bliver de produkter, som vi bruger i hverdagen, mere intelligente, så de bruger mindre strøm. Og det er jo alt sammen godt hele vejen igennem – eller er det?

Det ER godt, men helt problemfrit er det ikke. Slet ikke, faktisk, for der er sket en enorm udvikling. For år tilbage var el-nettet meget mere overskueligt. Der blev produceret el ganske få steder, som så blev distribueret ud til forbrugerne, men i dag er situationen helt anderledes. Nu er der nemlig et væld af vindmøller og solcelleanlæg, der producerer strøm, og samtidig er antallet af elektriske apparater i danske hjem bare blevet større og større, og apparaterne er blevet mere avancerede.

- Det betyder, at markant flere komponenter er tilsluttet nettet end tidligere. Nogle komponenter, eksempelvis solceller, leverer energi ind på nettet, mens andre komponenter forbruger energi fra nettet. Energien kan derfor komme til at stå og ”skvulpe” frem og tilbage på nettet i såkaldte harmoniske svingninger. De harmoniske svingninger kan sænke spændingskvaliteten på nettet og gør nettet mere ustabilt. Det kan medføre strømsvigt, og den lavere spændingskvalitet kan i værste fald ”brænde” apparater i hjemmet hurtigere af end normalt. Med vores nye projekt vil vi finde helt nye løsninger, der kommer problemerne i forkøbet, og jeg er både glad og stolt over, at Det Europæiske Forskningsråd har valgt at tildele projektet et særdeles prestigefyldt såkaldt Advanced Grant på 2,5 millioner euro, siger lederen af projekt ”Harmony” professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik.

Banebrydende forskning
Og det er virkeligt et stort skulderklap, som Frede Blaabjerg får med tildelingen af bevillingen. Advanced Grants tildeles kun til “ground-breaking”, altså banebrydende forskning, og det er første gang, at en forsker fra Aalborg Universitet opnår den store ære, som medfører ansættelse af yderligere ni forskere ved Aalborg Universitet. Og banebrydende forskning er der i den grad brug for. For udover at antallet af komponenter, der er tilsluttet nettet, er stærkt stigende, er der endnu en udfordring. I dag er store dele af nettet nemlig kabellagt.

- Kablet har nogle egenskaber, der gør, at det godt kan stå og svinge sammen med andre enheder. Derfor skal vi i projektet opstille en masse matematiske modeller og undersøge, hvilke problemer der kan opstå, når man kombinerer den vedvarende energi, de mange komponenter og kabellægningen, og så skal vi komme med nogle løsningsforslag. Et af forslagene er en enhed, der vil kunne tilsluttes nettet og modvirke de uhensigtsmæssige svingninger. Den skal reelt fungere på samme måde som en støddæmper i en bil. De rystelser, som bilen får, sørger støddæmperne for at dæmpe. Uden dæmperne vil rystelserne bare blive ved, og det samme vil ske med svingninger på forsyningsnettet. Sætter vi ikke en enhed ind, vil svingningerne bare fortsætte, men enheden og andre løsninger skal sikre, at vi også har et net med en høj leveringssikkerhed om ti eller tyve år, siger Frede Blaabjerg.

Frede Blaabjerg får blandt andet hjælp fra professorkollegaerne Claus Leth Bak og Marco Liserre til at løse gåden samt fra samarbejdspartnere i Japan, Kina og Canada.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109