Klumme: Føj for en solcelle succes!
Noget af det værste, der kan overgå en dansk energipolitiker, er en uventet succes, hvor borgerne og iværksættere tager medejerskab for den folkelige grønne omstilling og skaber tusindvis af nye grønne jobs.
Modelfoto/Colourbox.
To modsatrettede logikker
Her står vi over for et sammenstød mellem to forskellige logikker. På den ene side vil politikerne have borgerne til at spare på energien og tænke på miljøet, men når mange så tager dem på ordet og begynder at producere deres egen grønne strøm, så er fanden løs…
Private forbrugere i Danmark betaler verdens højeste energi-afgifter. Dem kan man spare, når man producerer strømmen selv, ligesom man sparer en masse afgifter og moms ved at dyrke sine egne kartofler eller cykle i stedet for at tage bilen. Alt i alt giver det færre indtægter til Staten. Finansministeriets logik er på den baggrund, at når nogen betaler mindre i skat, fordi de ændrer adfærd, så må dem, der ikke gør det, betale noget mere. På den korte bane holder logikken – det skal være dyrere ikke at tænke på miljøet – men på et tidspunkt bliver det så meget billigere at ændre adfærd, at rigtigt mange gør det, og så knækker filmen i Finansministeriet. Möger og Corydon tager sparekniven frem og skær igennem – føj for en succes!
Politisk håndteres situationen enkelt: ”Det er gået så stærkt, at de forventninger, vi havde til udbygningen med solceller i 2020, allerede er overgået i dag.” Men hvad var forventningerne, og hvilket ambitionsniveau for solceller har man politisk? Mig bekendt har der aldrig været nogen officielle forventninger eller ambitioner for udviklingen på solcelleområdet.
Energiforskere fra både Aalborg og Aarhus Universitet peger på, at det mest optimale energimix i Danmark er 20 % sol og 80 % vind. Med det udgangspunkt skal vi have mindst 1800 MW solceller, og selv med en kraftig udbygning med ca. 200 MW, som vi har haft i 2012, kan vi kun lige nå dette optimale energimix, når vi ser frem mod målsætningerne for 100 % vedvarende energiproduktion i 2035. Og nu har vores grønne regering sat en kraftig bremse på denne positive udvikling.
Et af de centrale spørgsmål, som denne sag rejser, er ”Skal det kunne betale sig for borgerne aktivt og lokalt at være med til at redde verden?” Man kan ikke opdrive en politiker, der vil svare NEJ til dette spørgsmål. Men det kan åbenbart blive for dyrt…
Den 15. november indgik syv af Folketingets partier en aftale om en langsigtet dansk solcellepolitik. Det mest bemærkelsesværdige ved denne aftale var, at politikerne samstemmende sagde, at tilbagebetalingstiden for et nyt solcelleanlæg ikke måtte være over 10 år. Regeringen og forligspartierne henviser til nogle faktaark fra Energistyrelsen, som tager udgangspunkt i helt urealistiske forudsætninger.
Deloitte har regnet økonomien igennem for Dansk Solcelleforening, KPMG har også lavet det samme regnestykke, og begge revisionsfirmaer er kommet frem til det samme resultat: Tilbagebetalingstiden er stort set det dobbelte ved køb af kvalitetsprodukter, og så er der ikke mange private købere tilbage.
Ville det ikke være smart, hvis politikerne begyndte at forholde sig til borgerne og branchens virkelighed og ikke til forkerte tal og forudsætninger. Til sammenligning får man i Tyskland en fast støtte i 20 år på 1,3 kr. pr. kWh samtidigt med, at der kan etableres et favorabelt lån i banken, og man fritages fra at betale moms af sit anlæg. Groft sat er den nye støtte i Danmark altså kun halvdelen af, hvad den er i Tyskland.
Direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard udtalte den 13. november til Børsen, at Klimaministeren »..har sovet i timen og været optaget af andre ting, mens man har haft kursen mod isbjerget. Det har man så ramt nu. Derfor er der et hul, som skal dækkes for dem, der har investeret i solceller«.
Vi mener ikke, at Klimaministeren har sovet i timen. Men Lars Aagaard har ret i, at udviklingen i solcellebranchens og Finansministeriets budgetlogik er på kollisionskurs. Når man kræver en betaling på 1,65 kr. for hver kWh solcellestrøm, kan økonomien ikke hænge sammen. Og derfor er det et politisk valg, om det er modellen eller virkeligheden, man vil holde mest fast i.
Det er selvfølgelig også et politisk valg, om man vil tillade decentral vedvarende energi i Danmark. Men hvis man vil det, er det på tide at nedsætte en kommission, der ud fra realistiske fremskrivninger finder frem til langtidsholdbare modeller, både når det gælder skatteindtægter og en ny dansk solcellestrategi.
Og så ville det være rigtig godt, hvis politikerne ville begynde at lytte bare en lille smule til branchen og til de organisationer, der arbejder med teknologien hver dag. Lige nu har vi brug for et sikkerhedsnet, der kan afbøde branchens frie fald. Og vi har brug for, at der indlægges et minimumsniveau for udbygningen, ligesom der er indlagt et maksimumsloft.
Hvis ikke regeringens model virker, er det alt alt for sent at se på ordningen om tre år, som der står skrevet – vi skal have en evaluering allerede om et år.
