23948sdkhjf

Nye krav til brændeovne

Nye regler for brændeovne og nye skorstene skal samlet set reducere Danmarks partikeludledning med omkring 700 tons om året.
Danskerne har ca. 750.000 brændeovne og ca. 100.000 brænde- og træpillefyr stående i deres hjem og sommerhuse. Brændeovne er den største udleder af partikler i Danmark. De står for cirka 70 procent af partikeludledningen. Miljøministeren lægger derfor op til en række nye krav på brændeovnsområdet - blandt andet minimumskrav til højden på nye skorstene.

- Danskerne skal have renere luft, og i nogle villakvarterer med mange brændeovne kan luften på nogle dage være tyk af røg. Derfor skal alle nye skorstene være så høje, at røgen bliver ledt væk i stedet for at ende i naboens have, siger miljøminister Ida Auken.

Desuden vil miljøministeren sænke grænsen for, hvor mange partikler en ny brændeovn må udlede. Ligesom hun vil stille nye, strenge krav til udledningen af uforbrændte gasser fra nye brændeovne. Det skyldes, at en del af de uforbrændte gasser i røgen bliver til sundhedsskadelige partikler, når røgen bliver kølet ned i luften udenfor. Røglugten, som mange naboer klager over, kommer også fra de uforbrændte gasser.

Samlet reduktion på 700 tons
Den nye bekendtgørelse giver en samlet reduktion i Danmarks samlede partikeludledning med godt to procent - svarende til omkring 700 tons årligt.

- Brændeovnene er skridt på vejen til at sikre renere luft til danskerne. Vi skal også se på Ren-luft-zoner, forurening fra tog og skibe, nye miljøkrav til arbejdsmaskiner, og vi skal fremme grønnere transportformer, siger Ida Auken.

De sundhedsskadelige partikler fra de mange brændeovne er kun en lille del af de partikler, der er i luften herhjemme. Det skyldes, at luftforureningen bliver ført med vinden over landegrænserne, så de fleste partikler fra Danmark flyver til udlandet og omvendt. Derfor er det vigtigt, at alle lande mindsker deres udledning, så der kommer mindre partikelforurening i hele Europa.

- De mest miljøvenlige brændeovne er ikke nødvendigvis dyrere end dem, der sviner mest. Derfor bør vi stille de strengeste krav. Vi har nogle udfordrende EU-forhandlinger foran os, og vi håber på at få de andre lande helt op på vores niveau. Men det vigtigste er, at vi får fælles krav i hele EU. Det er jo trods alt der, vi får det meste af vores luftforurening fra, siger Ida Auken.
De nye, strammere krav for brændeovne er netop sendt i offentlig høring.

De nye regler i brændeovnsbekendtgørelsen
- Skrappere krav til både brændeovne og brænde- og træpillefyr. Der indføres et nyt krav til uforbrændte gasser fra brændeovne, der bl.a. giver lugtgener hos naboerne.
- Minimumskrav til skorstenshøjde for nye skorstene - én meter over taget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109