23948sdkhjf

Dansk teknologiprojekt skal styrke den danske olieindustri

Maersk Oil og Rambøll Olie & Gas, som er parter i projektet, ser store muligheder i teknologiprojektet, der kan være med til at fremme den danske oliesektor både i Danmark og internationalt.
Det skriver Højteknologifonden i en pressemeddelelse. Fonden har investeret fem millioner kroner i det banebrydende projekt.

Formålet med teknologiprojektet, der er ledet af Aalborg Universitet i Esbjerg, er at øge produktionseffektiviteten og sikre en bedre udnyttelse af den olie, der indvindes til havs, hvilket også vil have en positiv effekt på miljøet.

På globalt plan bliver der hver eneste dag produceret 250 millioner tønder vand i forbindelse med produktionen af olie. Olieindvinding er en avanceret proces, og selvom olieselskaberne gør alt for at mindske miljøpåvirkningerne mest muligt, bliver en del af olien stadig i dag ledt tilbage i havet efter indvindingen. Det skal det danske projekt ændre på.

- En produktionsplatform består i dag af mange mindre systemer. Ved at udvikle et software-baseret system, der regulerer de individuelle systemer, eliminerer vi de enkelte systemers svagheder og får dem til at arbejde sammen som ét stort dynamisk system. På den måde opnår man en bedre udnyttelse af den olie, der indvindes, så man får en højere produktivitet, samtidigt med at man reducerer olieindholdet i returvandet betydeligt, forklarer projektleder Zhenyu Yang, lektor ved Institut for Energiteknik ved Aalborg Universitet Esbjerg.

Maersk og Rambøll ser muligheder

Maersk Oil i Esbjerg ser også mulighederne i projektet.

- Ved at forbedre vores processer og procedurer forsøger vi løbende at reducere olieindholdet i produktionsvandet i vores operationer i den danske Nordsø. Vi deltager i projektet, da vi forventer, at det vil øge produktionseffektiviteten og reducereindholdet af olie i produktionsvandet yderligere. Det er samtidig med til at minimere effekten på miljøet. Det er en win-win situation, som støtter øvrige initiativer, vi allerede tager på området, siger Jens Peter Stigkær, teknisk chef hos Maersk Oil’s danske forretningsenhed.

Bo Løhndorf, chefkonsulent i Rambøll Olie & Gas i Esbjerg, som også deltager i projektet, mener, at teknologien har potentiale til at sikre endnu flere arbejdspladser inden for den danske oliesektor.

- En procesteknologi som denne, som både kan være med til at øge produktionseffektiviteten og reducere udledningen, har et stort potentiale forretningsmæssigt både herhjemme og internationalt. Vi har en meget ambitiøs vækststrategi, hvor kompetencer inden for olieområdet kommer til at have en særdeles væsentlig betydning, så jeg glæder mig meget til at se resultaterne af projektet, siger han.

Om projektet
Projektets titel: Plant-wide De-oiling of Produced Water using Advanced Control (PDPWAC)
Budget: 10 mio. kr.
Højteknologifondens investering: 5 mio. kr.
Varighed: 3½ år
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088