23948sdkhjf

De danske gaspriser er for høje

De danske gaskunder betaler prisen for en svag konkurrence på det danske gasmarked. Det mener Shell.
Det er cirka ti år siden, at det danske gasmarked blev liberaliseret, men gaspriserne i Danmark er stadig blandt Europas højeste. Energiselskabet Shell ser det som et tegn på, at konkurrencen på det danske naturgasmarked er alt for svag. Det skriver Berlingske Business.

Energiselskabet, der betragter sig selv som en af de små aktører på gasmarkedet, for hvem det er svært at finde fodfæste, efterlyser nu en øget liberalisering af markedet.

Shell ser især forsyningspligten som en hæmsko for konkurrencen. Den dikterer nemlig at de gamle regionale gasselskaber som DONG og HMN har retten til at levere gas til de kunder, der ikke aktivt vælger en anden leverandør, skriver avisen.

Siden 2004 er det kun omkring ti procent af de danske gaskunder, der har valgt at skifte leverandør.

- Vores forslag er, at man helt opgiver forsyningspligten og i stedet lader alle gasleverandører konkurrere frit om markedet. Kunder med et oliefyr er jo ikke garanteret levering, så hvorfor skal gaskunder udstyres med en forsyningspligt? Siger Daniel Andersen, direktør for gasområdet i Dansk Shell, til Berlingske Business.

I sidste uge vedtog Folketinget en ny lov, der tvinger forsyningspligtselskaberne til at sende brev til alle kunder, hvor de informerer om muligheden for at skifte leverandør. Men reagerer kunderne ikke på brevet, forbliver de hos forsyningspligtselskaberne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094