23948sdkhjf

Conelto udliciterer dele af udviklingsarbejdet

Et stigende antal danske virksomheder køber sig til forskning og udvikling frem for selv at stå for aktiviteterne.
Danske virksomheder vælger i stigende grad at købe sig til forskning og udvikling (FoU) frem for selv at stå for aktiviteterne.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, som man blandt andet kan nikke genkende til hos Conelto ApS, der støber vindmølletårne af beton efter et patenteret koncept. Virksomheden har opnået 18 mio. kr. i støtte gennem Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) til netop at udvikle på projektet med vindmølletårne i beton.

- Vi samarbejder med både private virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som er partnere på EUDP-projektet. Det drejer sig om Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU samt virksomhederne Welcon og SB Engineering, siger adm. direktør Johnny Hauggaard Skov til Energy Supply og tilføjer, at Conelto desuden benytter sig af viden og knowhow fra eksempelvis Cowi og Teknologisk Institut.

Stort indkøb af FoU-tjenester i udlandet
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at udgifterne til købte FoU-tjenester fra 2008 til 2010 er steget med 32 procent fra 11,4 mia. kr. til 15,1 mia. kr. I samme periode er udgifterne til virksomhedernes egen FoU steget med 8 procent fra 34,0 mia. kr. til 36,9 mia. kr., mens de dog faldt en smule til 35,1 mia. kr. i 2011.

Det er dog langt fra alle pengene, der lægges i FoU-tjenester herhjemme. Faktisk køber virksomhederne 66 procent af FoU-tjenesterne i udlandet, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Skaber et udfordrende klima
Conelto har ikke deciderede udviklingsaftaler i udlandet, men virksomheden samarbejder alligevel på tværs af landegrænser, når det eksempelvis gælder godkendelser og specifikt produktionsudstyr. Og direktør Johnny Hauggaard Skov ser udviklingen som et positivt skridt for de små og mellemstore virksomheder, der ikke har ressourcer og kapacitet til samtlige aspekter i at etablere egen udviklingsafdeling.

- I takt med at det hele bliver mere specialiseret, bliver det sværere for de enkelte virksomheder at have al viden samlet selv i virksomheden. Jeg tror helt sikkert, at den her netværkstankegang vil blive mere udbredt. Der er stigende krav om, at man kigger uden for kassen og de traditionelle rammer. Og det gør man ikke bare alene i virksomheden. Det foregår bedst i samarbejde med andre højtuddannede folk. På den måde er vi også med til at skabe en kultur og et klima, hvor vi kan udfordre hinanden og rykke grænser, pointerer han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079