23948sdkhjf

Vækstteam afleverer energi- og klimaanbefalinger til regeringen

Med 18 anbefalinger har Vækstteam for energi og klima torsdag forelagt regeringen sit bud på en stærk vision for vækst inden for energi- og klimaområdet i Danmark.
Anbefalingerne tager udgangspunkt i, at den grønne omstilling af energisystemet og energiforbruget i Danmark skal ske på en omkostningseffektiv måde, som skaber dansk vækst, beskæftigelse og eksport.

Flere af teamets anbefalinger løftes desuden allerede i Vækstplan DK:

• Lavere afgift på el, som i stigende grad vil være grøn energi
• Styrkelse af Eksportkreditfondens garantimuligheder med op til 15. mia. kr.
• Bedre muligheder for rådgivning og finansiering af energiforbedringer af boliger (grøn boligkontrakt)
• Boligjobordningen, der billiggør energirenovering af boliger
• Bedre energirenovering af offentlige bygninger og almene boliger
• Øget fokus på elbesparelser gennem krav om fjernaflæste elmålere

- Vækstteamet har været en god mulighed for at arbejde i dybden med de vigtigste initiativer i forhold til at omstille Danmark til en grøn vækstøkonomi. Især er det vigtigt at omstille energiinfrastrukturen til et smart energisystem, hvor el, gas, fjernvarme og lagringsteknologier spiller sammen. Fordi el bliver en grøn energiform i takt med udbygningen af vindkraft, er afgiftslettelser på el faktisk grønne. Jeg vil også gerne kvittere for, at regeringen allerede har inkluderet en række af anbefalingerne i Vækstplan DK – det giver et godt afsæt for det videre forløb, siger formand for vækstteamet for energi og klima, Danfoss direktør Niels B. Christiansen.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen ser nu frem til med afsæt i teamets anbefalinger at arbejde videre med en vækstplan for energi og klima.

- Jeg er rigtig glad for at modtage anbefalingerne fra Vækstteam energi og klima. Vækstteamet lægger vægt på en omkostningseffektiv grøn omstilling. Med Vækstplan DK har vi allerede fulgt op på en række af vækstteamets anbefalinger. For eksempel lempes el-afgiften, hvilket forbedrer konkurrenceevnen ved at strøm, der i stigende grad kommer fra vedvarende energi, ikke bliver for dyr i forhold til fossile energikilder, siger hun og tilføjer:

- Nu skal vi på baggrund af anbefalingerne lave en vækstplan for energi og klima, der giver de rette udviklingsmuligheder, så vi kan fastholde og skabe flere varige jobs i Danmark.

Også klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard ser frem til at arbejde videre med anbefalingerne.

- For mig at se er det helt centralt, at vi kombinerer en grøn omstilling med de store vækstpotentialer, der er for Danmark. Vækstteamet for energi og klima har anbefalet en række tiltag, der går i den retning. Jeg ser derfor frem til at gå i dybden med vækstteamets anbefalinger, siger Martin Lidegaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096