23948sdkhjf

Lidegaard drøfter klimapolitik i Washington

Klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard skal torsdag og fredag drøfte klimapolitik med ministre fra de største økonomier i verden.
Martin Lidegaard er inviteret til Washington for at deltage i Major Economies Forum (MEF) og et møde i kredsen af donorer af klimafinansiering til de fattigste lande.

I Major Economies Forum mødes repræsentanter for verdens 17 største økonomier. De drøfter, hvordan de kan skabe fremdrift under klimaforhandlingerne, og forsøger at sætte gang i konkrete initiativer, der kan reducere udledningen af drivhusgasser. På dette møde skal det blandt andet drøftes, hvordan man kan øge energieffektiviteten i bygninger. Potentialet er enormt, da bygninger alene står for 40 procent af verdens energiforbrug.

- Jeg er stolt af, at vi bliver inviteret til de her afgørende møder. Danmark har rigtig meget at bidrage med, når det gælder om at reducere energiforbruget i bygninger. Sammenlignet med de andre medlemmer af MEF, er Danmark en dværg. Men vores ambitiøse energi- og klimapolitik betyder, at vi får lov til at sidde til bords med klodens giganter. Og de lytter til, hvad vi har at sige, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Skal skaffe investorer
Mødet om klimafinansiering har til formål at skaffe flere private investorer, som vil investere i klimaprojekter i ulandene. Undersøgelser viser, at der er penge, men at der er en række barrierer, som holder investorerne tilbage.

Det er USA, som har taget initiativ til mødet. Når Danmark er inviteret, skyldes det blandt andet, at vi som et af de få lande havde penge med til klimafinansiering på COP18 i Doha i december sidste år.

Mødet er et skridt på vejen mod COP19 i Polen til november, hvor ulandene vil have en klar forventning om, at der kommer penge på bordet. Ilandene lovede i forbindelse med Københavneraftalen at skaffe 100 milliarder USD om året fra 2020. Et så stort beløb kan kun skaffes, hvis både offentlige og private kilder bidrager.

- Der er lagt op til svære forhandlinger om klimafinansiering på COP19 i Polen senere i år. Det er helt afgørende, at vi får engageret de private investorer. Og der er brug for, at vi tænker kreativt, så vi kan finde nye måder at finansiere klimabistanden på, siger Martin Lidegaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079