23948sdkhjf

Anholt Havmøllepark skaber ringe i vandet – ikke kun i Kattegat

Anlægsarbejdet med at opføre Anholt Havmøllepark skaber ringe i vandet blandt projektets leverandører – både nationalt og lokalt.
Den danske vindindustri har sat et markant fingeraftryk på Danmarks største havmøllepark ved Anholt i Kattegat. Her tegner dansk baserede virksomheder sig for to tredjedele af kontraktbeløbet og ordrer for mere end 300 millioner kroner. Og ca. 200 jobs på Djursland er indtil videre det lokale resultat af projektet.

Allerede inden Anholt Havmøllepark tog sin begyndelse i Grenaa i 2010, besluttede ildsjæle i lokalområdet sig for – med støtte af en visionær kommunal erhvervsudviklingspolitik – at etablere et netværkssamarbejde mellem de lokale leverandører; et helt nyt og helt unikt initiativ i form af en paraplyorganisation under navnet Djurs Wind Power.

Formålet med Djurs Wind Power har været at sikre, at så mange opgaver som muligt – både under byggeriet og driften af havmølleparken – bliver løst kvalificeret af lokale leverandører.

Netværket tæller i dag 32 leverandører, som spænder bredt fra offshore virksomheder, tømrer- og murermesterforretninger, transport- og logistikfirmaer, kranleverandører og advokater til hoteller, lufthavn og færgelinjer.

Apro Wind er vokset med opgaverne
Et af de konkrete eksempler er virksomheden Apro Wind A/S. Virksomheden har hovedkvarter i Grenå og afdeling i Esbjerg og leverer højt kvalificeret mandskab til installation, service og offshore konsulenter til den globale vindmølleindustri.

- Apro Wind var med-initiativtagere til Djurs Wind Power og har haft stort udbytte af medlemskabet. Virksomheden er sammen med Anholt projektets forskellige aktører vokset med opgaverne, og har deltaget i alle dele af projektet, siger Esben Schmidt, CEO, APRO Wind A/S.

- Det har genereret ca. 65 lokale og ca. 70 andre danske arbejdspladser hos Apro Wind A/S, og det er lykkes os at fastholde staben til andre projekter uden for Anholt projektet, så det er blivende arbejdspladser. Virksomheden har et fantastisk samarbejde med DONG Energy og alle deres underleverandører, og kan med Anholt projektet som 'track record' fastholde og skabe nye arbejdspladser i vindindustrien fremover, forsætter han.

Stor betydning lokalt
Succesen med netværkssamarbejdet Djurs Wind Power er helt målbar. Medlemsvirksomhederne har efter den seneste opgørelse indhentet ordrer for mere end 300 millioner kroner, ligesom der er skabt ca. 200 nye arbejdspladser i forbindelse med realiseringen af Anholt Havmøllepark.

- Der er ingen tvivl om, at Anholt Havmøllepark har haft stor betydning for Norddjurs. Både direkte i form af arbejdspladser og erhvervsmæssig vækst og i form af mange afledte effekter som nye mennesker i byen, nye skibe i havnen og så den oplevelse det er at se et meget stort anlæg tage form i horisonten, siger Jan Petersen, borgmester i Norddjurs kommune.

- Samtidig har parken været med til at sætte Norddjurs på landkortet som en kommune, hvor vi tør satse massivt på vækst, udvikling og store projekter. Djurs Wind Power er et flot eksempel på, at det lokale erhvervsliv kan få rigtig meget ud af et projekt som dette, lyder det videre fra borgmesteren.

Også mindre lokale virksomheder
Kontrakterne i forbindelse med Anholt Havmøllepark har været udbudt i henhold til EU-forsyningsvirksomhedsdirektiv, hvorved en bred kreds af leverandører har haft mulighed på at byde ind på opgaverne. Alligevel har også mindre lokale virksomheder noget at byde ind med, primært som underleverandører til hovedleverandører.

- Samarbejdet med Djurs Wind Power har været vigtigt for Anholt projektet, fordi det har været en effektiv kommunikationsvej fra vores hovedleverandører og til de lokale firmaer, siger Flemming Thomsen, projektdirektør, DONG Energy.

- DONG Energy må ikke favorisere specifikke leverandører, men ved at være åbne om vores planer og leverandørvalg, både over for medlemmer af Djurs Wind Power og andre, kan vi medvirke til, at dialogen med lokale leverandører sker rettidigt. Da vi 'fylder meget i landskabet' lokalt på Djursland, er det glædeligt for os at se, at der er givet så mange ordrer lokalt, forsætter projektdirektøren.

DONG Energy forventer, at alle 111 vindmøller i parken er sat i drift i løbet af sommeren 2013 og vil herefter dække fire procent af det samlede danske elforbrug. Anholt Havmøllepark vil årligt spare klimaet for en ud¬ledning i størrelsen 1,3 millioner tons CO2 i forhold til, at strømmen var produceret på et kulfyret kraftværk.

Anholt Havmøllepark
Energistyrelsen og Danmarks Statistik har vurderet den totale beskæftigelseseffekt af Anholt Havmøllepark til at udgøre 8.000 jobs i anlægsfasen

DONG Energy har tildelt ordrer for næsten 7 milliarder DKK til danskbaserede virksomheder

Lokale virksomheder på Djursland har indtil videre sikret sig ordrer for mere end 300 millioner kroner og skabt 200 jobs i forbindelse med projektet

DONG Energy etablerer 70 permanente jobs med base i Grenaa

Anholt Havmøllepark vil dække 4 procent af det samlede danske elforbrug

Anholt Havmøllepark vil årligt spare klimaet for en ud¬ledning i størrelsen 1,3 millioner tons CO2 i forhold til, hvis strømmen var produceret på et kulfyret kraftværk.

Kilde: Dong Energy

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125