23948sdkhjf

Skraldekonflikt overstået: Aftale er kommet på plads

3F og ARC har tirsdag indgået en aftale, der skal sikre forholdene cirka 400 renovationsmedarbejdere

Da renovationsmedarbejderne i København, Dragør og Tårnby mandag morgen genoptog arbejdet, mødtes forhandlere fra 3F, tillidsrepræsentanter og ARC (Amager Ressourcecenter) kort efter til forhandlinger om arbejdstiden for andet skiftehold. Forhandlingerne har båret frugt, og parterne kan nu præsentere en aftale.

Det skriver 3F og ARC i en pressemeddelelse.

- Med aftalen skaber vi allerede fra den 1. maj ro om den fremtidige arbejdstid for de ca. 300 renovationsmedarbejdere, som starter op hos ARC, og de over 100 skraldemænd der allerede er overdraget. Aftalen giver vores medlemmer mere fleksibilitet mellem arbejdsliv og privatliv, udtaler afdelingssekretær i 3F Kastrup, Mike Stirling, i pressemeddelelsen.

- Aftalen sikrer renovationsmedarbejderne den fornødne tid til at udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det gør vi for at passe på medarbejderne, så de kan holde til et helt arbejdsliv. Samtidig bliver det muligt ved behov at oplade de elektriske skraldebiler inden andet skiftehold kører ud, siger ARC's chef for affaldsindsamling, Helena Hasselsteen Nielsen.

Konflikten medførte blandt andet, at 550 skraldemænd i København og på Frederiksberg i sidste uge nedlagde arbejdet, mens indgangen til affaldsenergianlægget Amager Bakke også blev blokeret i en periode.

Indsatser mod vejvrede

Den seneste halvanden uges debat om arbejdsvilkårene for renovationsmedarbejderne har samtidigt blotlagt en anden problematik: den vejvrede, medarbejderne udsættes for, når henter byens affald.

3F og ARC er enige om i fællesskab at sætte fokus på den hensynsløse kultur i morgen- og eftermiddagstrafikken, så renovationsmedarbejderne kan få plads og ro til at udføre det daglige arbejde. Det vil bl.a. ske ved fælles kampagner og dialog med politi og kommuner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073