Solceller skal skærme biler fra vejr og vind
Region Syddanmark føjer snart 4500 kvadratmeter til deres areal af solceller, der i forvejen fylder 58.200 kvadratmeter og dækker 11 procent af regionens nuværende elforbrug.
De nye solceller bliver en del af regionens nye overdækkede parkeringshus til langtids- og medarbejderparkering ved Specialsygehus Sønderborg. Regionsrådet har netop godkendt en bevilling på 9,5 mio. kr. til projektet.
Den solcelledækkede parkering falder helt i tråd med regionens grønne ambition, fortæller Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark.
- Region Syddanmark har i dag solceller på hver eneste ledige tagflade på regionens bygninger og et stort solcelleanlæg på jorden ved det nye OUH. Nu går vi i gang med at udnytte vores parkeringsarealer og tager dermed endnu et vigtigt skridt hen imod vores mål om, at 20 pct. af regionens samlede elforbrug skal dækkes af solenergi i 2030, siger han.
Med det nye solcelleanlæg kommer regionens produktion af solenergi til at dække 13 pct. af regionens samlede elforbrug. Samtidig bidrager de nye solceller til, at regionen kan mindske sin CO2-udledning med 72 tons, skriver regionen i en pressemeddelelse.
Regionen Syddanmark vurderer, at etableringen af solcellerne på det overdækkede p-areal vil give en årlig besparelse på 600.000 kr. afhængigt af de gældende elpriser.
Der er desuden planlagt en udvidelse af solcellekapaciteten på det nye OUH. Udvidelsen skal ske i to etaper. I etape 1 skal der etableres solcelleanlæg på jorden, og i etape 2 skal der etableres solcelleanlæg på de egnede ledige tagflader, når byggeriet af det nye OUH er færdigt. Når disse udvidelser er etableret, vil 18 pct. af regionens samlede elforbrug komme fra solceller.
Region Syddanmark vurderer, at der potentielt er mulighed for at etablere yderligere 35.000-40.000 m2 solceller på overdækkede parkeringsarealer på regionens enheder. Hvis potentialet udnyttes fuldt ud, vil omkring 35-40 pct. af regionens samlede elforbrug kunne komme fra solceller.