23948sdkhjf

Nyt forskningsprojekt på tocifret millionbeløb skal undersøge kombination af solceller og landbrug

Forskningsprojektet bliver udarbejdet i samarbejde med European Energy, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Slagelse Kommune og er medfinansieret af Innovationsfonden

Den aktuelle energikrise og de høje energipriser har sat turbo på opstillingen af solcelleanlæg på landbrugsarealer.

Nu skal et nyt forskningsprojekt undersøge potentialet ved Agri-PV, som er et multifunktionelt jordbrugssystem, hvor afgrøder kan vokse og dyrkes under solpaneler, mens solpanelerne generer vedvarende energi.

Det oplyser Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

Forskningsprojektet bliver udarbejdet i samarbejde med European Energy, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Slagelse Kommune og er medfinansieret af Innovationsfonden med 22,8 millioner kroner.

Projektet vil omfatte installation af et 2 hektar stort pilotanlæg på et typisk østdansk landbrugsområde, hvor man vil undersøge både potentiale og udfordringer ved dyrkning af landbrugsafgrøder i anlægget. 

- Vi er spændte på at deltage i dette projekt for at udvikle og modne potentialet ved landbrugsdrift- og energiproduktion. Dette projekt er et vigtigt skridt mod at udvikle mere bæredygtige og integrerede tilgange til fødevareproduktion og vedvarende energiproduktion, siger Mads Lykke Andersen, der er chef for solenergiinnovation i European Energy.

Ifølge Johannes Ravn Jørgensen, lektor ved Aarhus Universitet, er landbrugsjord en begrænset ressource, der samtidig skal brødføde verdens hurtigt stigende behov for mad. Også hos ham vækker forskningsprojektet begejstring.

- Vi får i dette projekt mulighed for afdække potentialet for at kunne producere energi og fødevarer i et avanceret Agri-PV setup ved brug af markrobotter. Et stærkt fokuspunkt for os har været at de nyetablerede AgriPV systemer også skal bidrage til en øget biodiversitet, tilføjer han.

Projektet starter i april 2023, og installationen af pilotanlægget ved AU Flakkebjerg i Slagelse Kommune er planlagt til senere på året. Opførelsen af Agri-PV kan påbegyndes, når der forelægger en landzonetilladelse. Det forventes, at der træffes en afgørelse inden for de kommende uger, hvorefter der er fire ugers klagefrist.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094