23948sdkhjf

Trykbølge fra eksplosionsbrand i forbrændingsanlæg giver ansat lettere skader

En mand er kommet lettere til skade i forbindelse med en brand i et forbrændingsanlæg i Nørre Alslev mandag morgen

En 47-årig mand er kommet lettere til skade i forbindelse med en eksplosionsagtig brand i et forbrændingsanlæg i Nørre Alslev på Falster tidligt mandag morgen.

Det oplyser vagtchef Heidi Grandt Andresen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han (den 47-årige, red.) sad i et andet lokale, da det skete. I forbindelse med trykbølgen kommer han lettere til skade, siger hun.

Politiet modtog en anmeldelse om episoden kort før klokken 05 mandag morgen. Både brandvæsen, politi og en ambulance blev sendt til stedet, hvor slukningsarbejdet har været i gang i nogle timer mandag morgen.

Omkring klokken 08 oplyser politikredsen på Twitter, at branden er blevet slukket.

- Men politiet og brandvæsenet er fortsat på stedet og vil være det en del timer endnu, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet og Beredskabsstyrelsen er der for at "håndtere følgeskader af branden", oplyser Heidi Grandt Andersen.

Der er ifølge vagtchefen intet, der tyder på, at der skulle være sket noget strafbart i forbindelse med eksplosionsbranden. Hun kan dog mandag morgen endnu ikke oplyse, hvad årsagen til eksplosionsbranden formodes at være.

Tidligere var både virksomheden - Special Waste System A/S på Peter L. Jensens Vej, der håndterer et særligt materiale - og de omkringliggende veje afspærret.

Lidt efter klokken 08 er det alene virksomheden, der er afspærret. Det vil den være en god del af mandagen, forlyder det.

Det skyldes blandt andet, at det særlige materiale, som virksomheden beskæftiger sig med, skal håndteres på en bestemt måde.

Der er tale om virksomheden Special Waste System, der leverer overskudsvarme til fjernvarmeværket i Nørre Alslev.

Direktør John Svendsen bekræfter over for Lolland-Falsters Folketidende, at der er sket en eksplosion i virksomheden. Han kan mandag morgen ikke sige noget om omfanget af skaderne.

- Lige nu skal bygningen sikres, og derfor ligger vores produktion stille i øjeblikket, siger han til mediet.

Ifølge direktøren har den 47-årige ansatte, der kom til skade, måske fået trykket nogle ribben, i forbindelse med at han blev ramt af et skab.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11