23948sdkhjf

10 GW på taget er bedre end en fugl i hånden

Af Flemming Vejby Kristensen, formand, Dansk Solcelleforening

Dansk Solcelleforening mener, at Danmark skal have solceller på både tage og på marker. Men vi er desværre vidne til at tagene glemmes af energiministeren og ikke får den vigtige plads, som de fortjener, i udbygningen af VE-systemerne frem mod 2030. Branchen mener, at solceller på tagarealer skal tænkes aktivt ind i Danmarks kommende solcellestrategi.

Dansk Solcelleforening har i samarbejde med Tekniq og IDA udarbejdet rapporten “Sol over Danmark” som viser, at det er langt inden for de praktiske og økonomiske rammers muligheder at opsætte 10 GW solceller på tage inden 2030. Det forudsætter blot en politisk vilje til at anerkende store tagarealers potentiale og muligheder, når det handler om solceller og udbygning af vedvarende energi. De 10 GW udgør halvdelen af det politiske mål på 20 GW solceller i 2030.

Solceller på marker har allerede vist deres potentiale og udbygges kraftigt i disse år. Solceller på tage har også et stort potentiale, men de fylder ikke så meget i landskabet og bliver derfor overset politisk, da de typisk opsættes som mindre enheder fra 200 kW til 10 MW. Men der ligger masser af store tagarealer ubrugte hen, som er helt oplagte at bringe i anvendelse til solceller. Forskere fra Aalborg Universitet har lavet undersøgelser, der viser, at der alene fra store tagflader på over 500 m2 på offentlige bygninger, erhvervsbygninger og landbrugsbygninger kan høstes 10 GW solenergi. Der er mange gode grunde til at benytte de mange tagarealer.

Solceller på tage har den store fordel at de placeres på arealer, som ikke benyttes til andre formål. Erfaringerne viser, at der sjældent opstår diskussion om udseendet med naboer. Og så produceres solcellestrømmen fra tage typisk der hvor den bruges. Derfor kan tagbaserede solcelleanlæg spare dyre omkostninger til udbygning af elinfrastruktur og mindske omkostninger til tab i forbindelse med transport af strømmen.

Anerkend nu potentialet og mulighederne i solcellestrøm fra store tagarealer. Det er oplagt at høste værdien af at placere solceller på de mange ubrugte tagflader i Danmark. For at nå dertil skal barrierer og benspænd for solceller fjernes. Opsætningen af solceller skal fremmes gennem enkle forståelige regler for tilslutning og afregning. Solceller på bygninger skal tænkes ind på lige fod med andre anlægstyper. Sol skal kunne betale sig for kommuner og regioner. Kommuner og regioner skal have ret til at opsætte solcelleanlæg og benytte den producerede energi på lige vilkår med alle andre bygningsejere. Det er også vigtigt, at netselskaberne spiller på samme hold og aktivt er med til at fremme udbygningen af solceller.

 Netselskaberne skal derfor motiveres til at understøtte udbygningen på marker og tage f.eks. gennem indtægtsrammereguleringen. I den forbindelse er det også vigtigt, at sagsbehandlingen speedes op. Det tager i dag alt for lang tid at få tilsluttet et solcelleanlæg. Dansk Solcelleforening foreslår en tilslutningsgaranti (som vi kender det fra behandlingsgarantien i sundhedssystemet, hvor private udbydere tager over, hvis behandlingen ikke sker indenfor fastsatte tidsfrister).

EU's har lanceret en solcellestrategi, hvor solceller på tage er obligatoriske på alle nye erhvervs- og offentlige bygninger inden 2026 og alle eksisterende erhvervs- og offentlige bygninger inden 2027. Dertil kommer, at alle nye boliger fra 2029 skal have solceller på deres tagarealer. 

Og ifølge strategien må det ikke tage mere end 3 måneder at få godkendt en ansøgning om at få solceller på taget. Der er lang vej endnu før Danmark lever op til EU's strategi.

Interessen fra virksomheder og det offentlige er der, pladsen er der på tagene. Det eneste der mangler for at Danmark kan få en ny grøn succeshistorie er, at politikerne støtter op om udbygning på både tage og marker, så skal markedet nok klare resten.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062