Nyt beregningsværktøj til energibesparelser
Mandag den 3. juni 2013 præsenterer DS Håndværk & Industri et nyt beregningsværktøj for energibesparelser.
DS Håndværk & Industri har udviklet værktøjet sammen med Fredericia Maskinmesterskole, Energitjenesten, NRGI og Teknologisk Institut, og det er betalt af de såkaldte PSO-midler.
Hjælp til prioritering
Beregningsværktøjet skal bruges til at beregne effekten af energibesparelsestiltag ved tekniske installationer i parcelhuse samt i ejendomme for beboelse eller liberalt erhverv. Værktøjet er målrettet installationsvirksomheder, der i forbindelse med deres normale forretning nu kan tilbyde kunderne at få set på mulighederne for energieffektivisering. Installatørerne kan altså tage energieffektivitet med som et salgsargument over for deres kunder og dermed få et mersalg samtidig med, at energiforbruget reduceres.
I værktøjet kan man sammensætte forslag for energi- og driftsoptimering for at opnå den maksimale samlede økonomiske besparelse, og der er hjælp til at prioritere de energibesparende forslag, så de bedst rentable gennemføres først. Endelig kan værktøjet beregne den samlede energibesparelse i de tilfælde, hvor der gennemføres flere muligheder samtidig, som er indbyrdes afhængige.
Spændte installatører
VVS-installatør Per Kjeldahl fra Lemvig deltager i temadagen.
- Det virker som et rigtigt spændende værktøj, som jeg glæder mig til at få i hænderne. Energioptimering er virkeligt oppe i tiden, og det betyder meget, at vi har et værktøj, så vi med det samme kan fortælle kunden, hvad han kan spare.
Efter sommerferien udbyder Energitjenesten kurser i værktøjet, så den enkelte installatør kan få maksimalt udbytte af mulighederne.