23948sdkhjf

Loxam scorer britisk Dong-ordre

24 pavillon-enheder produceres i Nordjylland og sejles direkte til engelske Grimsby, hvor Dong Energy er i gang med vindmølle-projektet Westermost Rough LTD.
Efter to udbudsrunder har Loxam vundet leverancen på 912 kvadratmeter pavilloner til kontorarbejde, møder og maritime aktiviteter omkring Dong Energys Westermost Rough-projekt ud for havnen i Grimsby.

Projektet består af 35 Siemens 6MW-møller, og når vindmølleparken kommer i drift, vil den kunne levere det årlige strømforbrug til op mod 200.000 husholdninger.

- Det har været nogle intense måneder med meget arbejde for at få denne aftale på plads, og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at det er lykkedes for os, siger Per Petersen, afdelingsleder i Loxams afdeling i Greve, som skal stå for leverancen til Westermost Rough.

Han fortæller, at alle leverandører blev vurderet på fire parametre: Arbejdsmiljø og sikkerhed, leveringstid, kvalitet og pris. På alle punkter er Loxam ratet positivt.

Tilpasset løsning
Leverancen til Westermost Rough bygges op af 24 pavillon-enheder, som produceres nær en udskibningshavn i Nordjylland og sejles direkte til Grimsby Havn. Derefter vil Loxam gå i gang med at samle enhederne til et færdigt byggeri på 912 kvadratmeter. Den 1. august afleveres nøglen til Westermost Rough LTD, som skal leje pavillonerne frem til marts 2015. Herefter fjernes hele pavillon-byggeriet og alle installationer fra kajen, hvorefter pavillonerne fragtes tilbage til Loxam:

- Vi har masser af erfaring fra andre typer af modulbyggeri, hvor vi har bygget skurbyer beregnet til mange mennesker. Det nye projekt for Westermost Rough viser, at vi også er gode til at tilpasse vores løsninger til kundens særlige behov, siger Frank Larsen, teknisk chef i Loxam.

Westermost Rough har haft flere specifikke krav til projektet, fx med hensyn til indeklimaet, som skal være i en kvalitet der kan matche et permanent byggeri, og dermed understøtter øget produktivitet. Pavillon-byggeriet bliver desuden forsynet med et handicaptoilet, og så har der været behov for at etablere en balkon i pavillon-bygningen:

- Oppe på første sal bygger vi en 140 kvadratmeter stor balkon med udsigt over havneområdet og havet, og inde midt i bygningen på første sal bliver der et stort møderum i forbindelse med balkonen, fortæller Per Petersen.

Med leverancen til Westermost Rough føler Loxam sig godt rustet til også fremover at kunne stille specielle og kundetilpassede pavillon-byggerier til rådighed:

- Vi har opfyldt de ønsker, som Westermost Rough har haft til projektet, men pavillonerne kan hurtigt bygges om til standard igen, når denne udlejning er slut. Pavillonerne er bygget ud fra et standard-koncept og udstyret med aircondition, så de er klar til fremtidige udlejninger til fx børnehaver, skoler eller andre institutioner, siger Frank Larsen.
Læs mere om: Dong
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078