23948sdkhjf

Nyt undervisningsmodul i Power-to-X skal bidrage til viden på området

Fredericia Maskinmesterskole (FMS) opretter et nyt diplommodul næste semester, som skal give de studerende en introduktion og viden om anvendelsesmuligheder på tværs af sektorer af de grønne brændstoffer m.m. i fremtiden.

I dag er flere aktører godt i gang med installation og byggeri af Power-to-X(PtX)-anlæg flere steder, og derfor kommer der fremover en driftsfase, hvor der er behov for medarbejdere med viden om teknologien. Da der ikke er større anlæg i fuld funktion endnu, udbyder FMS et særskilt modul om PtX. Det er endnu et lidt uopdyrket område, hvor der ikke er nogle uddannelser, fortæller Peter Skovgaard, Lektor, på FMS:

”Vi er glade for at kunne udbyde dette modul i teknologier, værdikæder og sektorkobling på området, som flere studerende allerede har udtrykt interesse for. Hvis man gerne vil involveres mere i branchen, så kan man få en introduktion her. Det er en lang værdikæde fra vindmøller til slutbrugere, og vi vil give de studerende et overblik over, hvor de er i værdikæden, og hvad de kan gøre.”

Kompleks omstilling med behov for synergier mellem brancher

Der er et stort politisk fokus på PtX, som en del af den grønne omstilling vi skal igennem for at nå vores målsætninger om CO2-reduktion i 2030 og 2050. Der er mange led i kæden, som skal fungere. Det gælder for eksempel distribution, Carbon Capture, biogas og overskudsvarme m.m., og FMS vil gerne være fællesrummet for værdikæden.

”Alle taler i dag fra deres eget udgangspunkt, og her på FMS skal maskinmestre og ingeniører m.m. gerne få en samlet forståelse. Desuden betyder det meget, at man taler med folk fra forskellige brancher, så der kan opstå synergier, som kan indgå i strategierne. Det er meget komplekst politisk og praktisk, for der skal være meget infrastruktur på plads, når man skal have gavn af løsningen,” siger Ole Hansen, Lektor på FMS, og tilføjer, at i andre lande som eksempelvis Tyskland har man store industrier, som bruger brint. Herhjemme har vi potentiale i både landbruget og gødning samt skibsfarten, hvor et selskab som Mærsk er begyndt at investere i skibe, som kan sejle på Metanol fremover.

Vil gerne bidrage med helhedsbetragtning i omstillingen med nyt modul

I praksis er flere aktører i fuld gang med at opføre store PtX-anlæg rundt omkring landet, som også kan producere Ammoniak. Reelt tager hele omstillingen lang tid, for slutbrugerne skal i flere sammenhænge investere i nye maskiner eller køretøjer, som kan benytte de grønne drivmidler. Men flere sektorer kan som nævnt spille sammen, og de studerende på FMS’ nye modul skal gerne få blik for snitfladerne mellem disse.

”Senere kommer fag om regulatorisk lovgivning også med, og alle i diplomsystemet kan benytte det nye modul som et valgfag. PtX spiller en rolle i fremtidens energiforsyning. Den helhedsbetragtning vil vi gerne bidrage til med vores nye modul her på FMS,” fortæller Peter Skovgaard.

Fakta om særskilt PtX-diplommodul

Nu udbyder Videncenter for Drift og Vedligehold på Fredericia Maskinmesterskole et særskilt diplommodul i PtX – svarende til 10 ECTS.

Diplommodulet kaldes ’Power-to-X - Teknologier, værdikæder og sektorkoblinger og giver en overordnet introduktion til de forskellige aspekter af PtX – både tekniske, kommercielle og regulatoriske. Undervisningen er praksisnær og tilrettelægges så vidt muligt med udgangspunkt i dine aktuelle PtX-relaterede opgaver i egen virksomhed. Med modulet får du således konkret viden, du umiddelbart kan anvende i dit arbejde med PtX.

Om Fredericia Maskinmesterskole

FMS består i dag af tre afdelinger: Hovedafdelingen i Fredericia, en afdeling i Esbjerg og i Sønderborg. I Fredericia udbydes maskinmesteruddannelsen, ligesom det er her kursus- og efteruddannelsescentret, Videncenter for Drift & Vedligehold, ligger. FMS råder således over meget moderne laboratorieudstyr og viden inden for netop vedligehold.

Læs mere på www.fms.dk

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126