Obton i milliardhandel: Overtager japansk soludvikler og projektportefølje
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/110670621.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=4000&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=3000&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=495&accessToken=8936d73cd55dace9f283deffecb1024f00440bdeab1a9daac761710516156ba5)
Obton A/S har haft den store tegnebog fremme.
Den danske virksomhed, der udvikler og investerer i VE-projekter globalt, har således overtaget japanske BCPG, der arbejder med udvikling og drift af vedvarende energiprojekter, og med i handlen til to milliarder kroner følger en stor pipeline af japanske solprojekter.
- Obton A/S står nu stærkere på det japanske energimarked end nogensinde før, fastslår Mikkel Berthelsen, Chief Acquisition Officer, i en pressemeddelelse.
- Vi har virkelig taget et stort skridt op i vores tilstedeværelse i Japan med dette offensive opkøb. Udover at vi får en yderst kompetent og lokal medarbejderstab ind i vores virksomhed, så følger der også en attraktiv pipeline af nye energiprojekter med i købet, fortsætter han.
Kurs mod 1 GW
Obton A/S har i dag en solportefølje med en samlet kapacitet på 400 MW i drift i Japan, hvilket ifølge virksomheden selv kvalificerer til en plads blandt markedets ti største operatører.
Forventningen er at opnå en samlet solenergi-kapacitet på 1 GW indenfor de næste fem år, og ifølge Mikkel Berthelsen er der et kæmpe potentiale for at gøre en god forretning på det japanske energimarked.
- Vi kigger lige nu ind i et marked, som vokser eksplosivt. Det minder på mange måder om det europæiske energimarked, hvor mængden af vedvarende energiprojekter også er eksploderet, forklarer han og fortsætter:
- Efterspørgslen på grøn strøm i Japan er enorm, og det understreger potentialet for vores satsning på udvikling og drift af både sol- og battery storage-projekter. Japan har ligeledes et spændende PPA-marked foran sig, så det vil vi selvfølgelig forfølge, fastslår Mikkel Berthelsen.
Obton A/S har for nyligt købt en solportefølje på 117 MW sammen med det internationale investeringsselskab GSSG Solar. Porteføljen omfatter otte solcelleparker, som allerede er i drift, mens et projekt på 13 MW er under udvikling. Ejerskabet er fordelt med 51% til Obton A/S og 49% til CSSG Solar.