Foto: Ewii

Dette er en klumme fra en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Alt handler om Grønland og meget lidt om det grønne i disse dage. For mig er det dog langt vigtigere, at Jonathan Spang er tilbage i “Tæt på sandheden”, og at jeg i sidste uge overværede en præsentation til World Economic Forum i Davos, hvor en begejstret solcelleudvikler fra Californien forklarede, at tiden nu rinder ud for vindindustrien. 

Fremtiden vil bestå af sol og batterier alene, påstod han. På den måde er det sikkert godt, at kineserne angiveligt stjæler vores vindindustri. Vi må i gang med at finde det nye erhvervseventyr og holde op med at pive over det brinteventyr, som aldrig havde gang på jord.

 Og her er satire et vigtigt bud. Måske det vigtigste af alle, for satiren er forudsætningen for demokratiet. En klar dansk styrkeposition. Jyllands-Posten må genansætte Anders Heide-Mortensen i stedet for at underkaste sig Trumpetens fanfarer og tro, at man kan vinde kampen om sandheden alene ved at fortælle tendentiøse sandheder. Satire bliver den vigtigste grund til at læse avis fremover.

Satire er samtidig en kæmpe hovedpine for den kunstige intelligens, som vi også kan lægge i posen med fremtidseventyr. Der er virkelig potentiale i at gøre noget godt med AI. Indtil videre bliver det jo “kun” brugt til at fængsle folks opmærksomhed med og ikke til at løse nogle af verdens store dagsordener med.

Hvad gør AI for klima, miljø, fattigdom, mangel på drikkevand og sundhed? Indtil videre ikke rigtigt noget, og min uge i Davos efterlod mig da også med det indtryk, at verden er visionsløs på det punkt. Faktisk blev jeg lidt deprimeret af at høre visionerne. 

Men underholdningsværdien var høj, og den slags skal man ikke fornægte. Panem et circenses. Brød og skuespil. Intet synes at have forandret sig siden romerriget. Vi har brug for en nar, der ikke er præsident.