Debat: Lokale løsninger sikrer tryghed i hanen
Dette indlæg er en skrevet af to eksterne skribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.
Når du kører ned ad Byvejen ved Langå på Sydøstfyn og drejer ind foran en rød murstensbygning, finder du det lokale vandværk. Bag murene gemmer der sig en vigtig forsikring for lokalsamfundet: En ny nødstrømløsning. Den er installeret af en lokal elektriker og sikrer, at vandet fortsat kan løbe i hanerne – også hvis strømmen forsvinder.
Stærke samarbejder
Langå er blot ét eksempel blandt mange. Rundt om i hele Danmark samarbejder vandværker og lokale faglærte om at sikre vandforsyningen i en tid, hvor vi ikke længere kan tage noget for givet. Kriser, energiusikkerhed og trusler mod vores kritiske infrastruktur er ikke længere fremtidsscenarier, men nutidige vilkår.
Derfor ruster vandværkerne sig. Mange steder betyder det investeringer i nødstrømsanlæg og lokalt beredskab. Det sker i tæt samarbejde med faglærte og tekniske virksomheder, der står klar med den nødvendige viden og hurtige løsninger. Her handler det ikke om lange processer eller central styring – men om mennesker, der kender hinanden, lokalområdet og opgaven. Det giver handlekraft, robusthed og tryghed.
Danske Vandværker repræsenterer de lokale vandværker, der hver dag sørger for rent vand i hanerne. TEKNIQs medlemmer – de tekniske virksomheder – spiller en afgørende rolle i at sikre, at nødstrømsanlæg bliver dimensioneret korrekt, installeret hurtigt og vedligeholdt professionelt. Uden disse kompetencer virker beredskabet ikke i praksis. Det lokale samarbejde er rygraden i en robust forsyning, som hos Langå Vandværk.
Brug for nationale rammer
Men selv det stærkeste lokale beredskab har brug for nationale rammer. Mange nødstrømsgeneratorer kører på diesel eller benzin, men Danmark mangler stadig en samlet strategi for brændstofforsyning i krisesituationer. Det er en sårbarhed, der bør tages alvorligt.
Derfor opfordrer vi regeringen og Folketinget til at tage ansvar og udarbejde en national dieselstrategi.
Det er i mødet mellem lokal handlekraft og nationale løsninger, at vores forsyningssikkerhed for alvor står stærkt.
Artiklen er en del af temaet Debat.