Hurtigere miljøgodkendelse af biogasanlæg
Biogasanlæg og foderstofvirksomheder kan se frem til langt mindre arbejde med miljøgodkendelser. To nye branchebekendtgørelser skal nemlig være med til at sænke sagsbehandlingstiden til en måned.
Miljøminister Ida Auken tager som en del af regeringens Vækstplan for fødevarer initiativ til at udarbejde standardkrav for de to brancher. På den måde behøver virksomhederne ikke længere at gennemgå en individuel miljøgodkendelsesproces, når de starter, udvider eller ændrer produktionen.
- Det tager typisk mellem tre måneder og et år og kan vare endnu længere. Med de to nye branchebekendtgørelser vil vi gøre det muligt for virksomheder at få grønt lys inden for en måned, så det er rigtig meget tid og arbejde, der kan spares - i nogle tilfælde over 90 procent, siger Ida Auken.
For at sikre miljøbeskyttelsen tjekker myndighederne, at en virksomhed lever op til kravene på det første tilsynsbesøg efter, at den har fået grønt lys.
Udvalgte brancher
De nye regler for biogasanlæg og foderstofvirksomheder kommer til at følge efter autoværksteder, der allerede i flere år har haft standardkrav. Det er vigtigt med forholdsvis ens virksomheder, for at det giver mening med branchebekendtgørelser, understreger Ida Auken.
- Det ville være fint, hvis vi kunne trylle standardkrav frem for alle virksomheder, men virksomhederne er ekstremt forskellige. Derfor sætter vi ind i de brancher, hvor en stor portion virksomheder ligner hinanden nok til, at det giver mening at gøre det her, siger Ida Auken.
Kravene i de to nye bekendtgørelser forventes at være på plads i 2015.