23948sdkhjf

Klumme: Vi skal berige, ikke bekrige hinanden

Markedet for produkter og ydelser til vindenergisektoren er globalt, og i en global kontekst er Danmark et lille land rent geografisk. Derfor er det vigtigt, at vi samler vores ressourcer og gør vores skuldre så brede som muligt, så vi kan gøre fælles front i en stigende konkurrence.
Den danske eksport af produkter og ydelser til vindindustrien har det godt. Rigtig godt endda. For nylig offentliggjorde Danmarks Statistik tal, der viste, at særligt den danske eksport af vindmølledele til Storbritannien trækker eksporttallene op.

Energy Supply skrev, at den samlede danske eksport steg med 2,6 % i oktober, og over perioden august til september steg eksporten med 2,3 %. Ligeledes steg eksporten af maskiner undtagen transportmidler med 6,2 % i samme periode, hvilket ifølge Danmarks Statistik skyldtes et øget salg af dele til vindmøller til især Tyskland. Eksporten til Tyskland alene steg med 7,8 %, hvilket primært skyldes vindmølledele.

Intet kommer til den, der venter
Danmark har brandingmæssigt en helt enestående position internationalt, når det kommer til vindenergi. Læg dertil en erfaring, der langt overstiger andre landes og en know-how, der er unik i verden. Men så stopper fordelene også for danske vindvirksomheder. Markedet for ydelser og produkter til vindenergisektoren er globalt og domineres af kæmpestore spillere, som er i konstant konkurrence om markedsandele. I den aktuelle markedssituation skal vi være bevidste om, at der kommer ingenting af ingenting.

Hvordan skal danske vindvirksomheder med deres både innovative og velafprøvede teknologier fastholde den stærke position, som er opnået ved mange års hårdt arbejde? En del af svaret er, at vi skal forstå at arbejde sammen. Der er naturligvis masser af sund konkurrence mellem danske vindvirksomheder, og det skal der også fortsat være. Men hvor der er noget at vinde ved at slå vores viden og kunnen sammen, ved at bundle vores ydelser og produkter, så vi bliver systemleverandører og ikke blot komponentleverandører, der skal vi forstå at se og udnytte mulighederne.

Kun logisk at samarbejde
Hvis Danmark skal bevare sin stærke position, må vi ikke alene holde øjnene på bolden, men også huske, at vi spiller på samme hold. Det er holdningen hos os i Hub North og det budskab, vi fortæller til vores mere end 200 medlemsvirksomheder fra den danske vindindustri. Derfor har vi også taget vores egen medicin og arbejder løbende på at knytte tættere bånd til organisationer, der ligesom os arbejder på at styrke og promovere den danske vindindustri nationalt og internationalt. Senest har vi indgået en officiel samarbejdsaftale med Offshoreenergy.dk og vil arbejde sammen på alle de områder, hvor det giver mening for vores medlemmer.

I en branche, der i allerhøjeste grad opererer på globalt niveau, er det kun logisk, at vi samarbejder om at bistå danske virksomheder og varetage danske interesser både herhjemme og i udlandet. Vores organisationer deler de samme mål, nemlig at sikre danske vindvirksomheder de bedst mulige betingelser for fortsat vækst, udvikling og eksport. Og om en leverandørvirksomhed ligger i Skagen, Aalborg eller Esbjerg har i princippet ingen betydning i den globale vindmølleindustri.

God viden skal deles
Vi kan ikke tale om samarbejde uden også at tale om de mange fordele ved, at danske universiteter og andre vidensinstitutioner, hvor morgendagens teknologier udvikles og afprøves, deler deres store viden med danske virksomheder, hvor teknologierne får liv og kan modnes til markedet. Denne type af samarbejde prioriteres højt hos os, og vi er glade for at kunne konstatere, at den holdning deles af langt den største del af den danske vindindustri. Vi er ret gode til det i Danmark, men vi kan blive endnu bedre til at samarbejde universiteter, virksomheder og offentlige myndigheder imellem.

Samarbejde kræver åbenhed, og det er naturligt, at man kan være forbeholden over for samarbejder, når dyrt opnået viden og teknologi udgør en vigtig del af virksomhedens kapital. Derfor er der også god grund til at tænke sig grundigt om, inden man indgår tætte partnerskaber. Men omvendt er for stor forsigtighed en ulempe, hvis den er til hindring for virksomhedens fortsatte udvikling – og overlevelse. Inspireret af den tilstundende højtid vil jeg derfor opfordre til, at vi viser den nødvendige tillid til hinanden, når den er både nødvendig og berettiget.

Glædelig jul og godt nytår!
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078