Nu må danskerne hente træpiller i USA
Danskernes forbrug af træpiller er nu så stort, at producenter fra Nordeuropa og de baltiske lande ikke længere kan følge med. Derfor hentes betydelige mængder træpiller nu hjem fra USA.
I efteråret anløb de første to skibe fra USA Fredericia Havn med en samlet last på 57.500 ton træpiller, og fem til seks nye sendinger forventes at anløbe havnen i 2014.
- Vi regner med at tage et sted mellem 100.000 til 150.000 tons hjem, startende fra nu, siger Claus Labich, direktør for operations-delen i fragtfirmaet Shipping.dk, til DR Trekanten.
Importen af amerikanske træpiller kan meget vel betyde mange nye job både på havnen i Fredericia, men også til de lastbilschauffører, der skal fragte pillerne videre. Den seneste levering fra USA bestod af 31.000 ton træpiller, og det alene krævede omkring 800 lastbiler til den viderefragt, oplyser mediet.