Nyt om navne: Jysk Energi får ny markedschef
Frank Poulsen Kirk er 1. juni 2014 tiltrådt som ny markedschef for storkunder hos Jysk Energi A/S i Holstebro.
Han kommer fra en stilling som partnermanager i Waoo! i Tilst. Der har han siden 2012 stået for samarbejdet, relationer og en fælles forståelse af målet mellem energiselskaberne (ejerne) og Waoo! Nu er målet at gøre Jysk Energi endnu mere attraktiv for elkunder, der har brug for ansvarlig rådgivning om deres energiindkøb og forbrug. Det skriver Jysk Energi i en pressemeddelelse.
Før Waoo! var Frank Poulsen Kirk ansat som franchisemanager for Zizzi Norden og Holland fra 2011 – 2012 hos Ball-Group Billund. Han var desuden fra 2008 – 2011 ansat hos Expert Danmark A/S, Aarhus, som Markedschef og Forretningsfører for Punkt1 og Expert koncepterne.
Frank Poulsen Kirk har dermed stor erfaring i partnerskaber, som er en væsentlig del af Jysk Energis strategi. Frank Poulsen Kirk har en Executive MBA i forandringsledelse fra 2011 taget på Aarhus Universitet, ASB, samt en HD-R i Strategisk og økonomisk styring – enkeltfag og HD-A i international afsætning taget i 2001 på HIH, Herning.