23948sdkhjf

Klumme: Danmark skal gå foran med elbiler

Efter flere år hvor salget af elbiler stod i stampe, ser 2014 ud til at blive året, hvor elbilerne får ny luft. Ved udgangen af september måned var der solgt mere end 900 elbiler mod omkring 500 solgte elbiler hvert af de foregående 3 år. Men den positive udvikling kan være forbi om mindre end et år.
Ved udgangen af 2015 ophører elbilers fritagelse for registreringsafgift nemlig. Med leveringstider på op til et halvt år på nogle elbilmodeller, så risikerer elbilkunder, at skulle betale fuld registreringsafgift for deres elbil, hvis de sætter deres underskrift på en købskontrakt fra næste sommer. Derfor haster afklaringen om elbilernes fremtidige skatteforhold. Det bør ske med de igangværende forhandlinger om næste års finanslov.

Danmark kan stadig nå at blive førende med elbiler. Indtil videre har de fået et gennembrud i Norge og Holland, mens elbilsalget i alle øvrige lande ligger under 1 procent af nyregistreringerne. Det er altså ikke for sent.

Og der er mange gode grunde til at Danmark bør gå forrest og være blandt de første lande til at tage elbilen til sig. En af de mest oversete er, at der er arbejdspladser i det. Ikke alene kan vi sænke luftforureningen i byerne og begrænse klimaforandringerne. Vi kan også skabe fremtidens job.

Danmark har ikke nogen bilindustri, hører vi ofte. Alligevel er der for 600 kr. danskproduceret udstyr i en traditionel gennemsnitlig europæisk produceret bil, fordi danske virksomheder laver alt fra højttalere til gummislanger, som bruges i bilindustrien.

Det potentiale er langt større, hvis bilerne bliver elektriske. Danmark har en række virksomheder, som laver effektelektronik eksempelvis til vindmøller, vi har virksomheder, som laver varmepumper, som også bruges i elbiler og vi har virksomheder, der forsker i de materialer, der formentlig kan bruges i næste generation af elbilbatterier. Deloitte har regnet ud, at potentialet for danske virksomheder ved elbiler er 1.000 kr. højere end for fossile biler eller i alt 1.600 kr. pr. elbil. Danske virksomheder har mange af de kompetencer, som skal bruges, når der skal udvikles og produceres komponenter til elbiler og Deloitte vurderer, at der på kort sigt er 10.000 ekstra arbejdspladser i elbilindustrien og 20.000 på længere sigt.

Samtidig vil en tidlig introduktion af elbiler på det danske marked gøre det muligt for danske virksomheder at udvikle nye forretningsmodeller, der senere kan rulles ud til andre lande, når de også begynder at køre elbiler. Ingen virksomheder tilbyder eksempelvis en model for, hvordan man styrer elbilernes opladning, så bilerne får den billigste strøm på en ukompliceret måde. Bliver det en dansk virksomhed, som løser det problem, kan den forretningsmodel hurtigt blive relevant i mange andre lande.

Hvis danske virksomheder skal indfri potentialet, forudsætter det en langsigtet strategi for introduktion af elbiler i Danmark og en afklaring om de skatteforhold der fremover skal gælde for elbiler, når afgiftsfritagelsen for elbiler udløber ved udgangen af næste år. Norge når deres ambition om 50.000 elbiler i løbet af næste år. Tysklands mål er 1 million elbiler inden 2020. Holland vil have 200.000 elbiler i 2020. Men hvad er de danske politikeres ambition?

Selv hvis afgiftsfritagelsen forlænges til 2018, vil der ifølge regeringens egne vurderinger kun være 15.000 elbiler i Danmark ved udgangen af 2018. Med den fart synes norske tilstande med 50.000 elbiler at være et stykke på den anden side af 2020.

I Danmark er vi rigtig gode til at producere vedvarende energi fra vindmøller på havet, men vi er knap så gode til at bruge den. Og det er ærgerligt, for det betyder, at dansk vindmøllestrøm sælges billigt til udlandet - måske til de mange elbiler i Tyskland og Norge. Det sker alt imens, at vi selv kommer til at importere mere og mere benzin og diesel til vores fossile biler, efterhånden som olien i Nordsøen bliver mindre. I stedet for at importere dyr olie fra udlandet kunne de danske biler køre på billig vindenergi fra de danske vindmøller.

Lad os sætte en ambition om 100.000 elbiler i Danmark i 2020, der kører på dansk vindenergi og skabe danske arbejdspladser ved at vise hvordan man både producerer og forbruger vedvarende energi. Det ville være en flot ambition for Danmark.

Og første skridt burde tages ved at bygge bro til en omlægning af bilbeskatningen, som regeringen har lovet i regeringsgrundlaget. Det bør ske ved at forlænge den aktuelle afgiftsfritagelse, så vi ikke kvæler den spirende udvikling, som er at spore på elbilsmarkedet.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079