23948sdkhjf

Danskerne synes grøn energi er for dyrt

Danskerne er vilde med grøn energi, men der er simpelthen ikke penge til at investere i en omlægning, mener mange danskere.
Boligejerne har flere muligheder for at skifte til mere grøn energi i form af eksempelvis solceller, varmepumper eller husstandsvindmøller, og næsten hver anden dansker vil gerne investere i grøn energi til sin bolig. Det kan man læse ud af Byggeriets Energianalyse 2015.

Tidligere har danskerne også vist stor velvilje over for vedvarende energi, men lige nu er det for dyrt. Det harmonerer ikke med, at energiforsyningen skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050.

- Mange danskere laver ikke de grønne investeringer, fordi der slet og ret ikke er nok økonomiske incitamenter til at gøre det, siger energipolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Det udsagn bakkes op af Byggeriets Energianalyse, der henviser til en undersøgelse om barrierer for investeringer i vedvarende energianlæg for danskerne. I denne undersøgelse mener 27 procent af de adspurgte, at det er for stor en investering at anskaffe sig et vedvarende energianlæg, og 18 procent mener, at de økonomiske vilkår er for usikre.

I løbet af 2012 investerede mange danskere i solceller, da priserne på anlæg faldt, samtidig med at der var gode støttevilkår. Den udvikling er dog så godt som gået i stå efter Folketingets beslutning om at forringe støtten til solceller i slutningen af 2012.

- Vi skal have sagt farvel til fossile brændsler, og derfor skal grøn energi gøres mere økonomisk rentabelt. Investeringslysten i grønne tiltag vil blive markant forbedret, hvis vi får stabile, gennemskuelige økonomiske vilkår for etablering af vedvarende energianlæg. I dag er det mildest talt en jungle at finde rundt i reglerne, siger Camilla Damsø Pedersen.

Ud over den isolerede gevinst ved en omlægning til vedvarende energi, så peger analysen også på en positiv bivirkning. Borgere der investerer i vedvarende energianlæg til boligen bliver nemlig mere bevidste om deres energiforbrug, samtidig med, at de direkte involveres i omstillingen til grøn energi.

Kilde: Dansk Byggeri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112